Tidligere S-minister bliver politisk kommentator

Når programmet "Politik og Spin" løber over skærmen tirsdag klokken 18.30 bliver det med den tidligere S-politiker Carsten Hansen som politisk medkommentator.

Den tidligere socialdemokratiske minister Carsten Hansen træder ind i TV 2/Fyns panel af politiske gæstekommentatorer i programmet Politik og Spin.

I forvejen er tidligere amtsborgmester Poul Weber (V) og tidligere minister Annette Vilhelmsen tilknyttet det fynske mediehus som gæste-kommentatorer.  

- Der er tale om et meget stærkt felt, og med Carsten Hansen i panelet får vi endnu en tidligere top-politiker med stor indsigt i politiske processer med på holdet. Nu hvor han ikke længere søger mandat som folkevalgt, vil vi gerne trække på hans erfaring, siger TV 2/Fyns politiske kommentator Jesper Buch. 

Carsten Hansen meddelte forleden, at han trækker sig som kandidat for Socialdemokratiet til Odense Byråd, fordi han gerne vil koncentrere sig om sit civile job som politisk rådgiver for lobyistfirmaet Rud Pedersen Public Affairs Campany.

Den tidligere topsocialdemokrat har været medlem af Folketinget i 18 år og var frem til folketingsvalget i 2015 minister for nordisk samarbejde og minster for by- bolig- og landdistrikter.

Politik & Spin sendes hver tirsdag klokken 18.30 på TV 2/Fyn Nyhedskanalen, og Carsten Hansen får sin debut på skærmen tirsdag aften, hvor programmet sætter fokus på det aktuelle stormløb mod transportminister Ole Birk Olesen (LA). 

Carsten Hansen trækker sit kandidatur til Odense Byråd. Dermed ligner det et endegyldigt farvel til politik i rampelyset for den tidligere socialdemokratiske minister.

Oversigt

    Oversigt