Tilbage til virkeligheden: Det lysner for dagplejerne i Munkebo

Frustrationerne var mange, da TV 2/Fyn i valgkampen besøgte dagplejerne i Munkebo. Det går bedre nu, men dagplejerne har stadig mange gæstebørn.

De nye fynske byråd har nu været i gang med arbejdet i 100 dage.

Men hvordan går det med de løfter, politikerne gav i valgkampen tilbage efteråret 2017?

Mange gæstebørn belaster hverdagen

I oktober besøgte vi dagplejer Susanne Jakobsen, hendes kollega og deres dagplejebørn i Munkebo. De var især frustrerede over, at de skulle passe mange gæstebørn, som de ikke kendte i forvejen. 

- Det er da en belastning for kollegerne og børnene, at vi hele tiden får gæstebørn. Det er børnenes start, vi taler om, og det betyder noget i forhold til, hvad vi skal sende videre til børnehaverne, sagde Susanne Jakobsen.

Med på besøget var to kandidater til byrådet - Dorte Kempf og Kasper Olesen. Kasper Olesen blev efterfølgende borgmester. Dorte Kempf blev ikke valgt.

Stadig mange gæstebørn

Beskeden fra Munkebo i dag er, at det lysner, men der er stadig plads til forbedring.

- Vi har trådt vande, har vi følt, hvor vi ikke rigtig føler, at der er sket noget, og det føler vi lidt, der sker nu. Men vi har stadig mange gæstebørn, og det kan vi godt mærke, siger Susanne Jakobsen.

- I skal ikke fortsætte med at køre med fem børn, for det kan I ikke holde til. Det er jo derfor, at vi politisk har besluttet, at der kun skal være fire børn, forklarer Jutta Lundqvist Nielsen, der er ny formand for Børn- Unge- og Uddannelsesudvalget.

Se hele tv-indslaget.

 

Oversigt

    Oversigt