I det fynske folks tjeneste

Tildækket kvinde smidt af bus fire gange

En bus i Odense smed en tildækket somalisk kvinde fra Vollsmose ud af bussen fire gange, fordi hun ikke ville vise sit ansigt.

Armina Fariha Suleiman blev afvist af Fynbus, fordi hun bar Niqab

En buschauffør smed forrige torsdag en 41-årig somalisk kvinde med tørklæde fra Vollsmose ud af sin bus, linje 150, på Odense Banegård Center, fordi hun ikke ville vise sit ansigt, skriver Fyens Stiftstidende.

Det er fjerde gang på få måneder, at kvinden, Amina Farah Suleiman, smides ud af bussen i Odense, fordi hendes såkaldte niqab dækker ansigtet med undtagelse af en smal stribe ved øjnene.

Sagen kommer efter en nylig episode i Århus, hvor tørklædedebatten igen blussede op.

- Jeg kan ikke se, hvem du er, sagde buschaufføren og afviste hendes månedskort. Da hun ignorerede chaufføren, smed han hende ud.

Fynbus-formand Torben Andersen, der sidder i Kerteminde Byråd for SF, kritiserer chaufføren. Samtidig erkender han bestyrelsens medansvar, fordi der mangler klare retningslinjer for, hvordan chaufførerne skal forholde sig, når tildækkede muslimske kvinder ikke vil vise ansigtet. Derfor har han bedt sin direktør, Carsten Hyldborg, sørge for et regelsæt ved næste bestyrelsesmøde.

Derimod kalder Dansk Folkepartis byrådsmedlem i Odense, Alex Ahrendtsen, sagen for "soleklar".

- Chaufføren har gjort det rigtige, og jeg håber, at Fynbus' bestyrelse og ledelse står fast på det. Alt andet ville være grotesk. Vi lever i Danmark, og i Danmark viser man sit ansigt, siger han.

Transportminister Lars Barfoed (K) mener, at passagerer må fravælge månedskort og betale mere, hvis de ikke vil vise deres ansigt. - Så kan man jo købe en kontantbillet eller et klippekort, lyder hans forslag.