I det fynske folks tjeneste

Tilfældig ung kvinde sprøjtet i ansigtet med peberspray foran natklub

En bilist rullede vinduet ned foran natklub og sprøjtede 24-årig kvinde i ansigtet med peberspray. Politiet søger vidner til overfaldet.

På overvågningsbilleder fra stedet har Fyns Politi kunnet konstatere, at der er tale om en mørk personbil. Her kunne de også se, at der kom en støvsky ud af bilruden. Foto: Alexander Aagaard

En 24-årig kvinde er blevet sprøjtet i ansigtet med en peberspray foran natklubben Aya Club på Klingenberg i Odense.

Læs også Syv spritbilister fanget på fem timer: Kvinde kørte ind i holdende bil

Kvinden stod ude foran natklubben, da en bil kom kørende forbi hende klokken 3.28 natten til søndag.  

- Der bliver stukket en hånd med en peberspray ud af bilen. Hun bliver blændet med det samme, siger vagtchef hos Fyns Politi Steen Nyland til TV 2/Fyn.

Politiet søger øjenvidner

Da den unge kvinde efterfølgende ikke kunne se, hvem der stod bag overfaldet, er det begrænset, hvad hun kan fortælle om gerningsmanden eller gerningsmændene. Det er tilfældigt, at det er netop den unge kvinde, der blev ramt.

På overvågningsbilleder fra stedet har Fyns Politi kunnet konstatere, at der er tale om en mørk personbil. Her kunne de også se, at der kom en støvsky ud af bilruden.

Politiet er interesseret i at høre fra øjenvidner til episoden. Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte Fyns Politi på telefonnummer 114.

Opdatering

  • 24. mar 2019 kl. 16:26 Fyns Politi har søndag eftermiddag endnu ikke modtaget en eneste henvendelse i sagen, meddeler vagtchef hos Fyns Politi Hans Jørgen Larsen til TV 2/Fyn.