Tilflyttere til Assens får velkomstgaven, der bliver ved med at give

Tilflyttere til Assens Kommune får den næste tid en helt speciel velkomstgave. Gaven skal være med til at udbrede kendskabet til en festival i byen.

En velkomstgave skal være med til at binde nytilflyttede assenesere sammen. 

Sådan lyder ambitionerne. 

Tilflyttere til Assens Kommune vil den næste tid få et æbletræ i gave fra bestyrelsen bag Assens Kommunes Æblefestival. 

- Vi forærer et æbletræ til dem, der senest er flyttet til kommunen. På den måde binder æblet kommunen endnu mere sammen og bliver et endnu større samlingspunkt, end det er i forvejen, fortæller formanden for bestyrelsen, Else Marie Kristensen.

quote Jeg er glad for, at vi med lokalsamfundspuljemidler kan støtte initiativet.

Søren Steen Andersen (V), borgmester i Assens Kommune

Siden 2013 har by- og landsbyambassadører fra lokalsamfundet i Assens Kommune budt nye tilflyttere velkommen og stået til rådighed for interesserede tilflyttere, som vil høre mere om, hvordan det er at bo i Assens. 

Men nu er det ikke bare informationer, at tilflytterne får foræret ved deres ankomst.

Når de nye assensesere flytter til kommunen vil de fremover også få foræret et gavekort til et æbletræ, som de skal indløse på Assens Planteskole senest den 30. november 2018. 

Flere skud på stammen

Det er bestyrelsen bag Assens' Æblefestival, der står bag tiltaget med æbletræerne til tilflytterne. Lokalsamfundspuljen har støttet uddelingen af træerne med 10.000 kroner. 

Borgmester i Assens Kommune Søren Steen Andersen (V) synes, det er et fantastisk initiativ

- Her i kommunen samarbejder vi på kryds og tværs. Det er den her uddeling af æbletræer til tilflyttere, som Æblefestivalens bestyrelse har taget initiativ til, et stjerneeksempel på. Jeg er glad for, at vi med lokalsamfundspuljemidler kan støtte initiativet. Man skal ikke underkende den betydning, det har, at tilflyttere bliver budt velkommen af vores by- og landsbyambassadører, som ganske frivilligt gør et kæmpe stykke arbejde for deres lokalsamfund. Det skaber en samhørighed og gavner Assens Kommune som helhed, siger han i en pressemeddelelse.

Og æbletræerne er ikke det eneste nye skud på stammen fra bestyrelsen bag Æblefestivalen. 

Et andet tiltag, der skal være med til at udbrede kendskabet til festivalen, der finder sted i uge 41 og 42 i Assens, er æbleguirlanden, som 0. klasser i kommunen arbejder på hvert år.

Oversigt

    Oversigt