I det fynske folks tjeneste

Tilfreds Nikolaj Jacobsen: Jeg kom i ilden fra start

Håndboldlandsholdets nye træner, den tidligere GOG-spiller Nikolaj Jacobsen, fik 25-25 mod Ungarn i EM-kvalifikationen i sin debut.

Foto: Szilard Koszticsak, Scanpix

Nikolaj Jakobsen er godt tilfreds efter sin debut som landstræner for de danske håndboldherrer. Torsdag aften lykkedes det Danmark at få 25-25 ude mod Ungarn i EM-kvalifikationen, da fløjen Anders Eggert udlignede på straffekast i sidste sekund.

- Det var en fed kamp. Det var hektisk, og der skulle arbejdes for det. 

Læs også Tidligere GOG-spiller ny landstræner

- Vi skulle finde løsninger og rette til i begge ender. Så jeg kom i ilden fra start, siger Nikolaj Jakobsen.

Opgaven i Budapest var hans første på sidelinjen, efter at Gudmundur Gudmundsson er stoppet som landstræner. I denne uge har Jakobsen forsøgt at implementere en række nye idéer, og det var tydeligt, at hans tanker kræver lidt tilvænning for sidste års danske OL-guldvindere.

- Man kan sagtens se, at spillerne indimellem kiggede ud mod sidelinjen, fordi de gerne ville have styr på nogle ting.

- Vi lavede også for mange tekniske fejl i forhold til vores niveau. Det skyldes nok, at der er lavet nogle ting om, og at der er en ny træner, erkender han.

Bortset fra de første 10-15 minutter var Nikolaj Jacobsen tilfreds med forsvarsspillet.

- Der var mange ting, der var rigtig gode - men også mange ting, vi skal forbedre, konstaterer han.

Danmark var stort set bagud i hele kampen. Ti minutter før tid lykkedes det at komme foran 22-21, inden Ungarn atter bragte sig i front.

Med to sekunder tilbage førte værterne 25-24 i Budapest. Men så dummede Laszlo Nagy sig, da han ragede et rødt kort til sig, så de danske gæster fik straffekast. Det eksekverede Anders Eggert sikkert til 25-25.

- Det var rigtig dejligt at få den reddet hjem.

- Vi var bagud det meste at tiden, men kom så foran med en enkelt. Så lavede vi en fejl - det var vores kamp i en nøddeskal.

- Vi vidste, at fejlene ville komme. Men vi kæmpede os ud af dem, og det, jeg er mest tilfreds med, er spillernes moral, siger Nikolaj Jacobsen.

På søndag kommer Ungarn på besøg i Aarhus. Den nye landstræner har dog endnu ikke gjort sig de store tanker om den kamp.

- Nu tager Henrik Kronborg (assistentlandstræner, red.) og jeg hjem og ser kampen igennem, og så må vi se, hvad vi skal rette til, siger han.

Ud over Ungarn er Danmark i gruppe med Holland og Letland. Danmark og Ungarn er favoritter til at kvalificere sig til næste års EM.