Tilfreds OB-træner trods nyt testnederlag

Trods et nederlag på 1-2 til IFK Göteborg er OB-træner Kent Nielsen optimistisk forud for foråret.

OB tabte lørdag sin anden kamp på træningslejren i Spanien. Men trods nederlaget til IFK Göteborg tager OB-træner Kent Nielsen flere gode ting med hjem til Odense.

- Vi spiller en meget solid første halvleg og meget stærkt i 35 minutter i anden halvleg. Omkring det tidspunkt, da vi skifter mange ud, mister vi den rytme, som vi så blændende havde haft i de første 20-25 minutter af anden halvleg, siger Kent Nielsen i en video på klubbens hjemmeside.

OB kom foran med 1-0 efter en god times spil på et fint mål af Rasmus Festersen. Få minutter senere lavede OB på én gang en håndfuld udskiftninger, og inden for fire minutter umiddelbart herefter scorede IFK to gange.

Bortset fra en fejl omkring det første mål, var Kent Nielsen tilfreds med indsatsen.

- Vi havde meget energi og spillede meget kreativt. Vi lavede et superflot mål og har også en friløber og en hel del andre muligheder. Vi har også bolden i nettet en gang til, hvor der lidt uforståeligt bliver fløjtet - jeg ved ikke engang for hvad, siger Kent Nielsen.

To kampe, to nederlag

Træningslejren i Pinatar i Spanien bød på to nederlag i to kampe til henholdsvis norske Odd Grenland og svenske IFK Göteborg.

I begge kampe har OB ifølge klubbens egne kampreportager spillet udmærket, men har alligevel lukket dumme mål ind og altså tabt begge kampe. 

På trods af de kedelige resultater er det ikke en bekymret OB-træner, der ser frem mod Superligapremieren i næste weekend.

- Det er ikke sådan, at vi har ekstra fokus på det. Man skal turde sætte noget på spil, i særdeleshed i træningskampe, og det er det, vi har gjort. Ind imellem har vi nogle boldtab, ja, men det er ikke sådan, at jeg sidder og tænker, at det skal være det helt store tema nu i forhold til Helsingørkampen, siger Kent Nielsen.

OB møder i forårspremieren Helsingør på hjemmebanen i Bolbro i Odense. Kampen spilles søndag den 11. februar med kickoff klokken 14.00.

Se hele interviewet med Kent Nielsen herunder:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt