I det fynske folks tjeneste

Medie: Tillidsmand mistænkt for at skjule beviser efter togkatastrofe

En tillidsmand er suspenderet for at have skjult navnet på en kollega, der sikkerhedstjekkede det godstog, der var involveret i ulykken på Storebæltsbroen.

Godsselskabet DB Cargo har suspenderet en tillidsmand, fordi han efter selskabets mening har forsøgt at slette oplysninger om en kollega, der inspicerede det godstog, der var involveret i ulykken på Storebæltstbroen 2. januar.

Det skriver Berlingske.

Tillidsmanden er suspenderet for at have skaffet sig adgang til en såkaldt vognliste.

Af vognlisten fremgår det, hvem der havde udført sikkerhedstjek på godstoget. Tillidsmanden skulle have overstreget og skjult navnet på den kollega, der havde udført det sikkerhedstjek af godsvognene.

- Tillidsmanden er selvfølgelig meget, meget påvirket af sagen, og jeg kan ikke sige meget andet, end at vi også forsøger at finde ud af, hvad der er sket, siger Preben Pedersen, der er næstformand i Dansk Jernbaneforbund, til Berlingske.

DB Cargo bekræfter over for avisen, at tillidsmandens forseelse skal have fundet sted efter ulykken.

- Jeg kan bekræfte, at der er en personalesag. Og jeg kan tilføje, at dét, der er kernen i personalesagen, foregik efter, ulykken var sket. Det har således ikke haft indflydelse på, at ulykken kunne ske, siger kommunikationsdirektør Jan Wildau.

Læs også Første læge i det forulykkede tog på Storebælt sætter ord på ulykken

OVERBLIK: Otte mistede livet i togulykken

Otte personer, der var mellem 27 og 60 år, mistede livet i en togulykke på Storebæltsbroen 2. januar. Det er fem kvinder og tre mænd.

 

Der er fra myndighedernes side ikke sat navn på de omkomne. Men flere navne er kommet til offentlighedens kendskab.

 

Ulykken fandt sted, da et lyntog på vej fra Aarhus mod Københavns Lufthavn blev ramt af dele fra et modkørende godstog og foretog en hård opbremsning.

 

Kort om de omkomne i ulykken:

  • En 30-årig mand fra Aarhus.
  • En 60-årig kvinde fra Odense.
  • En 27-årig kvinde fra det centrale Fyn.
  • 28-årige Line Grønnemose Henriksen fra Nyborg.
  • 59-årige Liss Rasmussen fra Storkøbenhavn.
  • 30-årige Kasper Brix Bærndt fra Nuuk.
  • 51-årige Bo Schjørmann Wadsager fra det nordlige Fyn.
  • 45-årige Linda Jørgensen fra Odense.

Kilde: Ritzau