I det fynske folks tjeneste

Tilskud stopper: Din fjernvarme kan stige kraftigt i pris

Fjernvarmen kan komme til at stige kraftigt i pris til næste år. Foto: Jørgen Kirk / Scanpix

Nedtællingen er i gang for landets omkring 200 små decentrale kraftvarmeværker. Fra 1. januar næste år forsvinder et tilskud fra staten, et såkaldt grundtilskud, og det kan betyde op til 50 procent højere varmeregning for fjernvarmekunderne.

Der er godt gang i gaskedlerne hos Ejby Fjernvarme efter en frostkold nat.

Ejby Fjernvarme leverer fjernvarme til 800 husstande i byen, og forbrugerne kan se frem til en klækkelig stigning i varmeprisen fra 1. januar næste år.

- I dag der betaler man 10.000 kroner pr. husstand, og det vil så komme til at koste 14.000 kroner for et standardhus på 130 kvadratmeter, som bruger 18 megawatt timer, forklarer Brian Ottosen, der er bestyrelsesmedlem i Ejby Fjernvarme.

Også i nabobyen Gelsted kan forbrugerne i 400 husstande se frem til en pæn stigning i fjernvarmeprisen. En gennemsnitlig forbruger betaler i dag omkring 16.000 kroner om året.

Den pris stiger til næsten 20.000 kroner, når kalenderen viser 2019.

- Det tror jeg ikke, vores forbrugere er tilfredse med, siger Gregers Hovgaard, bestyrelsesmedlem i Gelsted Fjernvarme.

Regningen ender hos forbrugerne

Tilskudsordningen, også kaldet grundbeløbet, blev indført for godt 200 fjernvarmeværker af den daværende VK-regering i 2004 som led i en ny betalingsmodel for værkernes elproduktion. 

Læs også Fjernvarme Fyn: Facebook-varme bliver ikke billigere

Ideen var, at de små decentrale kraftvarmeværker skulle hjælpe til med strømproduktion, når vindmøllerne som på denne flotte januarsøndag står stille.

- Det er lige præcis dage som i dag, hvor det er koldt, og det er vindstille, hvor der er brug for, at der er den kapacitet til stede, som er på de decentrale kraftvarmeværker, forklarer Kim Mortensen, der er direktør i Dansk Fjernvarme.

Derfor får kraftvarmeværkerne grundbeløbet.

Ordningen blev aftalt til at ophøre med udgangen af 2018. Det blev aftalt ud fra en forventning om, at elprisen til den tid ville være så høj, at varmepriserne ikke ville stige, når grundbeløbet forsvandt.

Men elprisen er ikke steget, og derfor vil et farvel til grundbeløbet betyde dyrere varme for omkring 140.000 husstande.

Derfor kommer kraftvarmeværkerne til at mangle penge i budgettet - og nu ser fjernvarmeværkerne ikke andre muligheder end at sende regningen videre til forbrugerne.

Minister: Kan godt se udfordringen

Det er forbrugerne trætte af, hvilket møder stor forståelse hos den fynskvalgte energi-, forsynings- og klimaminister, Lars Chr. Lilleholt (V).

- Det kan jeg godt forstå. Og jeg kan sagtens se, at der er en udfordring. Det er en udfordring, der har været kendt i mere end 14 år, og derfor har værkerne jo også haft en periode til at indstille sig på de nye tider, siger ministeren.

- Og det har han da helt ret i. Vi har vist siden 2004, at det ville forsvinde, når vi nåede 1. januar 2019. Og man kan forberede sig nok så godt, men hvis du ikke har nogen muligheder for at forberede dig uden for nogle rammer... vi har ikke så mange andre muligheder end at skrue på prisen, siger Gregers Hovgaard fra Gelsted Fjernvarme.

Læs også Fjernvarmen bliver billigere i Nyborg

De små kraftvarmeværker ønsker derfor reglerne ændret, så de får større frihed end i dag.

- De muligheder, som værkerne kan få, det er for eksempel at investere i varmepumper eller mindre biomasseanlæg, der kan sikre forbrugerne en billigere varme, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.

Det er dog ikke en realistisk mulighed på de mindre værker – som for eksempel i Ejby.

- Som det er nu, så er vi bundet til, at vi skal lave strøm og støtte elmarkedet, og det kan man ikke gøre på biomasse på så lille et værk som vores. Det vil være naturgas fortsat, siger Brian Ottosen, bestyrelsesmedlem i Ejby Fjernvarme.

Vil sikre bedre rammer

Energiministeren er nu villig til at se på mulighederne for at give de små kraftvarmeværker friere tøjler og flere muligheder.

- Jeg er parat til at kigge på- og sikre ikke mindst de mindre kraftvarmeværker friere muligheder og bedre rammer i forhold til at kunne vælge brændsel – og også til at de ikke skal være tvunget til at producere både el og varme på samme tid, siger Lars Chr. Lilleholt. 

Læs også Billigere fjernvarme til flere fynboer

Den samme holdning har Dansk Fjernvarme. I Jyllands-Posten forklarer direktør Kim Mortensen, at grundbeløbet ikke er et tilskud, men kompensation for at have stået til rådighed, når vindmøllerne stod stille.

Derfor er politikerne nødt til at komme fjernvarmeværkerne i møde, når grundbeløbet bortfalder, mener direktøren.

- Vores forslag er, at man indfører frit brændselsvalg og ophæver kraftvarmebindingen. Dermed er værkerne ikke tvunget til at fyre med dyr naturgas, ligesom de ikke er nødsaget til at have en produktion, der tager afsæt i, at man kan producere strøm, siger Kim Mortensen til Jyllands-Posten. 

02:31

Dyrere fjernvarme lurer i horisonten

Luk video

 

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.