Tilskud til Tinderbox fortsætter trods millionoverskud

Ifølge Odense Kommune er Tinderbox ikke i nærheden af at kunne dække hullet på 31 millioner kroner sidste år.

Den 1. november udbetaler Odense Kommune 3,5 millioner kroner yderligere til folkene bag Tinderbox.

De 2,5 millioner kroner er en del af det sponsorat, kommunen har tegnet. Den sidste million er tilskud til opstart af festivalen.

Dermed har Odense Kommune pr. 1 november i år betalt i alt 18 millioner kroner som sponsorstøtte og opstartstilskud til Tinderbox-festivalen.

Ifølge kontrakten mellem Tinderbox og Odense Kommune kan Odense Kommune modregne i opstartstilskuddet i tilfælde, hvor festivalen opnår et overskud, der overstiger ”en rimelig fortjeneste i forhold til branchen”.

Det er EU-reglerne om gruppefritagelse for tilskud til kulturformål, der formulerer reglerne.

Men ifølge Ronnie Hansen fra Odense & Co. kommer det ikke på tale at reducere kommunens tilskud, selv om folkene bag Tinderbox har proklameret, at festivalen 2016 kommer ud med et stort millionoverskud.

Ikke dækket ind

Det underskud på 31 millioner kroner, som Tinderbox lavede sidste år, bliver ifølge Ronnie Hansen ikke dækket ind med årets overskud.

Derfor er der behov for, at vi fortsætter støtten, siger Ronnie Hansen til TV 2/Fyn.

- Tinderbox er som andre virksomheder ikke færdige med deres regnskab og går selv ud, når resultatet er klart. Selskabet er med tanke på deres underskud sidste år ikke i nærheden af at have et overskud – slet ikke uforholdsmæssigt, hvorfor kommunen naturligvis holder sin del af aftalen, hedder det i et svar fra Ronnie Hansen, der er i besiddelse af oplysninger om størrelsen på det skønnede overskud af 2016-festivalen.

Han ønsker dog at partshøre Tinderbox, inden han eventuelt udleverer tallene.

Som TV 2/Fyn tidligere har fortalt, var Odense Kommune nødt til at fremskynde betalingen af 5,3 millioner til Tinderbox sidste år ved hjælp af en ny tillægsaftale.

Det skete som økonomisk nødhjælp efter det gigantiske underskud i festivalens år et.

Den samlede støttepakke til Tinderbox til og med 2018 udgør 23,4 millioner kroner.

Ifølge Morten Hopballe fra festivalen forventer arrangørerne først, at festivalen melder resultatet ud, når man afleverer regnskab til Selskabsstyrelsen.

I år skete det for sent og efter flere rykkere.

Ny revisor

Regnskabet for festivalen i 2015 var forsynet med flere revisionspåtegninger og blev først offentliggjort samtidig med starten af 2016-festivalen.

Siden har Tinderbox skiftet revisor. BDO er stoppet, mens Pricewaterhousecoopers er kommet til.

Det er endnu ikke afklaret, om Odense Kommunes tilskud til Tinderbox er lovligt.

Det mener kommunen, det er, men kommunen har for en sikkerheds skyld bedt Statsforvaltningen om en vurdering af kommunens kontrakter med Tinderbox.

Statsforvaltningen har brugt over halvandet år på sagen, men der er stadig ikke kommet noget svar.

Professor Michael Steinicke fra Aarhus Universitet og EU-jura-ekspert Peter Vesterdorff har offentlig udtalt, at kommunens tilskud kan være i strid med EU's udbudsregler, hvis kommunen ikke har givet tilbuddet til andre koncertarrangører også.

Oversigt

    Oversigt