I det fynske folks tjeneste

VM i cyklecross: Tilskuere skal håbe på dårligt vejr

Regnvejr og masser af mudder kan tilføre verdens mest tilskuervenlige cyklesport mere action og spænding, til glæde for kronprins Frederik, der er blandt de forventet 20.000 tilskuere til verdensmesterskaberne i cykelcross i Bogense.

Der vil være masser af "action" i Bogense, når verdens bedste cyklecrossryttere indtager byen til verdensmesterskabet.

Cyklesporten er generelt ikke altid den mest tilskuervenlige sport. Publikum venter og venter, og pludselig suser cykelrytterne forbi, og det er så det. Sådan er cyklecross ikke.

- Jeg vil uden tvivl kalde det for verdens mest tilskuervenlige cyklesport, siger den tidligere danske verdensmester i cyklecross Henrik Djernis.

Lørdag og søndag vil cyklecrossfans fra hele verden og andre nysgerrige sjæle valfarte til Bogense for at opleve den meget actionpræget cykelsport på helt tæt hold. Og ifølge Henrik Djernis kan alle få sig en på opleveren.

- Banen er kun cirka tre kilometer lang, derfor kan man stå og overvære hele løbet fra et sted, hvis man er heldig. Vinderen bruger cirka en time på at komme i mål, men det er en time med fuld action fra start til slut, siger han.

De forreste ryttere vil køre omgangen på cirka syv minutter, og dermed kan man være heldig at se dem mellem otte og ti gange i løbet.

Modsat landevejscykling vil der være en langt større spredning på rytterne, så der vil være noget at se på hele tiden.

 

Læs også Få overblikket: VM i cyklecross påvirker trafikken i Bogense

 

Regn og mudder kan give et fantastisk løb

En cyklecrossbane består af varierende underlag; asfalt, grus, græs og forhindringer - der med lidt regn kan udvikle sig til et regulært mudderbad.

Der er bomme på banen, som rytterne enten kan vælge at “bunnyhoppe” over, altså forcere forhindringen mens de sidder på cyklen, eller hoppe af cyklen og løbe med den over skulderen. Regn og dårligt vejr vil gøre alting mere besværligt for rytterne og give et mere spændende løb.

- Vejret er noget, der kan spille en kæmpe rolle. Til World Cup i cyklecross for to år siden måtte rytterne både løbe op og ned ad bakkerne, fordi det blev så mudret at de ikke kunne cykle, fortæller den danske cyklecrosslandstræner Kim Petersen i TV2 Sports cykelpodcast "Oksen i boksen".

Banen, der blev kørt World Cup på i Bogense i 2017, er magen til den, der skal køres verdensmesterskab på i denne weekend.

Kenneth Hansen, som er udtaget til verdensmesterskabet i Bogense, har et meget specifikt ønske, når det kommer til vejret. Det fortæller han i samme podcast.  

- Jeg håber på frostvejr med lidt sne. Og hvis det så tør lidt på dagen på grund af solen, så er det en femstjernet menu. Min forhåbning er at banen bliver rigtig svær og mudret, det er der, hvor jeg er bedst.

Alt det praktiske

Verdensmesterskabet for cyklecross bliver afviklet den 2. og 3. februar omkring Bogense Gl. Havn og Kyst Camping. Banen er cirka tre kilometer lang og cyklecrossrytterne skal rundt et sted mellem otte og ti gange.

Om lørdagen kører Junior Herrer, U23 Herrer og Damer Elite. Mellem hvert løb vil der være officiel træning på banen. Søndag er det U23 Damer og Herrer Elite. Billetter til arrangementet kan købes i døren.

Kæmpe favoritter og rivaler

van der Poel vandt sidst

I november 2017 blev VM-ruten til cykelcross testet i et Worldcup løb. Mathieu van der Poel vandt løbet med 8 sekunder til Wout van Aert, der blev nummer 2.

Se mere

Det er marginalerne, der adskiller de to forhåndsfavoritter, belgiske Wout van Aert, der er regerende verdensmester, og hollandske Mathieu van der Poel, som er tidligere verdensmester.

- De er hinandens største rivaler og når alt kommer til alt er de væddeløbere, og der er ingen kærlighed tabt mellem dem, siger Henrik Djernis.

Wout van Aert har vundet tre verdensmesterskaber i cyklecross, mens Mathieu van der Poel har vundet ét. De to kæmper konstant, om at stå øverst på skamlen, og der er lagt op til et brag mellem de to kamphaner, der på søndag starter som et og to.

Ser man bort fra de helt store favoritter, er der stadig ikke meget håb for danske medaljer. I cyklecross har man en såkaldt gridstart, altså en start som man kender fra motorsport, hvor deltagerne kvalificere sig til at starte længst fremme.

Udover de danske ryttere ikke på nuværende tidspunkt er i verdenseliten, starter de så langt nede i feltet, at forventningerne er begrænset. Men det tiltrods lover arrangør, ryttere og landstræner, at der alligevel er masser at se på i Bogense.

 

Læs også VM i cyklecross byder på belgisk ølfest i Bogense

 

Cykelcrosslandsholdet

Dameelite

Viktoria Schmidt Knudsen - Team Giant-Assos Off-road

Herreelite

Kenneth Hansen - Team Giant-Assos Off-road

Joachim Parbo - Hammel CK

Benjamin Justesen - Team Velofit Commit

U23-damer

Mie Saabye - Team RYTGER powered by CYKELTØJ

U23-herrer

Andreas Lund Andresen- Team Giant-Assos Off-road

Rasmus Gøtke Carl Ras CX Team-Sydkysten Pro

Simon Bak - Cykling Odense

Alfred Thoft Christiansen - Aalborg MTB Klub

Christian Storgaard - Varde Cykle Klub

Reserve: Mads Klinke - Team O B Viik - Dan Stillads

U19-herrer

Joshua Gudnitz - Team ABC junior

Markus Kaad Heuer - DMK

Ian Millenium - Cykling Odense

Tobias Lillelund - Team Giant-Assos Off-road

Tobias Lund Andresen - Team Giant-Assos Off-road

Reserve: Oliver  Vedersø Sølvhøj - MTB 7130+

Se mere

Hvis du vil vide mere om cykelcross og VM i Bogense, kan du lytte til TV2 Sports cykelpodcast "Oksen i boksen":