Tilslutning til dagplejestrejke daler

Under 100 dagplejere strejker fredag i protest mod bortvisningen af en kollega.

82 dagplejere strejker fortsat i Odense i protest mod bortvisningen af en kollega. Dermed er tilslutningen dalende i forhold til torsdag, hvor 151 havde nedlagt arbejdet.

De 82 dagplejere vil i dag overrække et brev til kommunens institutionschef, Britta Carl, hvori de påpeger, at bortvisningen er et brud på grundloven.

- Vi har i går spurgt Folketinget, om rygeloven står over grundloven, og det har de svaret nej til. Ifølge grundlovens § 72 og 73, stk. 1, er bolig- og ejendomsretten ukrænkelig, og derfor mener vi, at bortvisningen skal trækkes tilbage, siger Johnny Kramer, dagplejernes talsmand.

Bortvisningen skyldes, at dagplejerens mand ryger i hjemmet i åbningstiden, og det er et brud på rygeloven. De strejkende vil have bortvisningen ændret til en almindelig fratrædelse, så dagplejeren kan få seks måneders løn.

Oversigt

    Oversigt