Tiltalt for sexovergreb: Pigen ville selv

Den 58-årige mand fra Odense, som er tiltalt for en række tilfælde af grove sexovergreb mod en 14-årig pige, sagde tirsdag i retten i Odense, at det hele skete frivilligt og på pigens eget initiativ.

Den 58-årige SP er blandt andet tiltalt for at have lavet en slavekontrakt med pigen, der forpligtede hende til at efterkomme sexuelle ønsker fra en med navnet Collin.

Overfor retten benægter den 58-årige, at han er Collin, og siger at kontrakten var pigens egen ide. Den nævnte Collin er den person, der førte pigen og SP sammen.

Han siger også, at han i begyndelsen fungerede som hjælper med at udleve pigens fantasier og først senere havde samleje med hende. 

Det kom frem i retten, at den 58-årige SP er dømt to gange før for lignende forhold i 2012 og 2014, og at han var frakendt retten til kontakt med personer under 18 år, da han mødte den dengang 13-årige.

Der er nedlagt navneforbud i sagen, men ellers er den åben. Dog bliver dørene lukket når pigen skal afhøres.

SP er tiltalt for seksuelle krænkelser mod den 14-årige pige, som han ifølge anklagen fik til at skrive under på en "slavekontrakt", som forpligtede hende til at imødekomme seksuelle krav.

Udnyttelsen af pigen strakte sig ifølge anklagemyndigheden over en otte måneder lang periode fra december 2014 og frem til august 2015, da manden blev anholdt i august 2015.

Han har i retten forklaret, at den nu 14-årige pige også frivilligt lod ham fotografere flere af episoderne. Ved et uheld kom han til at dele billederne med pigens mor, som havde bestilt ham til at fotografere til pigens konfirmation. Det førte til, at familien anmeldte ham til politiet.

Flere af overgrebene har ifølge det seks sider lange anklageskrift sadomasochistisk karakter. Blandt andet blev hun ifølge anklagen bundet op mellem to træer og misbrugt i en skov på Limfjordsøen Mors.

Andre overgreb mod den samme pige fandt ifølge anklagemyndigheden sted på blandt andet et Bed & Breakfast på Mors, en lagerbygning i Odense og i en varebil fra Dansk Røde Kors.

Flere mænd skal ifølge anklagen have medvirket til overgrebene, men da de ikke er blevet identificeret, er der indtil videre kun rejst tiltale mod den 58-årige.

Hos Dansk Røde Kors bekræfter pressechef Klaus Nørskov, at den tiltalte har været frivillig i afdelingen i Odense og herved har haft adgang til varebilen tilhørende den humanitære organisation.

- Jeg kan bekræfte, at han har været frivillig i afdelingen i Odense og havde den opgave at hente møbler til genbrugsbutik. Derfor havde han adgang til den bil, som er en del af sagen, siger han.

- Vi vidste fra starten naturligvis ingenting om sagen, men opdagede, at han kørte andre steder hen i bilen end aftalt. På den baggrund fik han først en advarsel, og derefter blev han smidt ud, siger Klaus Nørskov.

Der ventes afsagt dom i sagen onsdag.

Oversigt

    Oversigt