Tiltalt for skunk-gartnerier og hård narko

Vietnamesisk mand tiltalt i stor narkosag ved retten i Odense.

Plantevækst står på dagsordenen, når retten i Odense i de kommende måneder i detaljer skal høre om gartnerier, som har koncentreret sig om et enkelt produkt - det euforiserende stof skunk.

En vietnamesisk mand sidst i 20erne er tiltalt for at have styret produktionen af store mængder skunk, som i alt svarer til 247 kilo hash, men han nægter sig skyldig. Sagen skyldes en stor politiaktion i december sidste år, da fem højst uautoriserede gartnerier på Fyn, Lolland-Falster og i Jylland fik besøg af ordensmagten.

Netop beregningerne om, hvad produktionen kunne have givet i høstudbytte, ventes at blive et stridspunkt under den langvarige straffesag, som begynder 25. august og ventes at slutte til november.

Også hård narko indgår i anklageskriftet, som både retter sig mod vietnameseren og mod en dansk mand. Tiltalen drejer sig om 4,5 kilo kokain, 1,4 kilo heroin og flere kilo amfetamin. Begge nægter sig skyldige.

Oversigt

    Oversigt