Timeglasset ved at løbe ud for Lindø

Tiden er ved at rinde ud for Fyns største arbejdsplads. Lindøværftets ejer, A.P. Møller-Mærsk, har endnu en gang skærpet tonen, og advarer værftet om at virksomheden risikerer snarlig lukning.

 - Det er sidste udkald. Jeg kan ikke sætte tid på. Vi har ordrer frem til 2008, lød advarslen torsdag fra Michael Pram Rasmussen, der er bestyrelsesformand i A.P. Møller-Mærsk.

Udtalelserne faldt på virksomhedens generalforsamling torsdag i Bella Centret for 2300 aktionærer.

- Jeg nævnte sidste år problemerne med at gøre Lindøværftet lønsomt og sikre dets overlevelse. Problemerne er desværre ikke blevet mindre, og det er ved at være sidste udkald. Det kræver en endog meget stor indsats, hvis udviklingen skal vendes, sagde Michael Pram Rasmussen ifølge Ritzau.

Kæmpe underskud

Værftet er skrantende og har ikke formået at skabe overskud de seneste år. 2005-resultat er endnu ikke offentliggjort, men det ventes at blive endnu dårligere end det dundrende underskud på cirka 380 millioner kroner i 2004. Heller ikke 2006 tegner til at blive et vendepunkt for værftet.
 
Og hvis ikke værftet forbedrer produktiviteten drastisk vil A.P. Møller-Mærsk ikke bestille flere container-skibe på det fynske værft.

 - Det er selvfølgelig rart for et værft at kende sin ordrebog, og de kender den frem til 2008. De kender den ikke længere. Men de får selvfølgelig ikke flere, hvis der ikke er fremskridt i produktiviteten, siger Michael Pram Rasmussen.

Lindøværftet blev grundlagt i 1917-18 af skibsreder Mærsk McKinney-Møllers far, A.P. Møller. I dag beskæftiger værftet cirka 2750 mand.

Oversigt

    Oversigt