Tina Bue-rapport ryster politikerne

Flere politikere i Odense Byråd er chokerede over ny undersøgelse.

quote Det er noget af den mest alvorlige kritik, jeg har set

Christoffer Lilleholt (V), politisk ordfører

Politikerne fra flere af partierne i Odense Byråd reagerer skarpt på en række af de forhold, som er kommet frem i en intern undersøgelse af den tidligere S-politiker Tina Bue Frandsen, som i en årække var ansat som kontorchef i Phønix i Odense Kommune.

- Jeg hæfter mig mest ved, at Tina Bue meget overraskende har blandet kasketter og roller sammen i uhørt grad. Sådan som jeg kendte Tina Bue som byrådsmedlem var hun altid meget ordentligt. Så det overrasker mig virkelig, at hun på den måde ikke har haft styr på tingene, siger politisk ordfører Tim Vermund fra Socialdemokratiet.

- Det er noget af den mest alvorlige kritik, jeg har set. Der har været virkelig været en praksis, som ligger langt ud over det, som er almindelig embedsmandsskik, siger Venstres politiske ordfører Christoffer Lilleholt.

Stadig mange spørgsmål

Politikerne er tilfredse med rapporten og kalder den grundig, men de hæfter sig også ved, at der stadig er en lang række ubesvarede spørgsmål, fordi Phønix tilsyneladende har været en stor rodebutik.

"Odense Kommune konstaterer, at der på Phønix ikke har været nogen egentlig journaliseringspraksis, hvilket må anses som særdeles kritisabelt", står der i redegørelsen.

For eksempel har det ikke været muligt at kaste lys over, hvorfor Tina Bue Frandsens private forretningspartner i konsulenthuset Ankerhus Gruppen i en årrække havde adgang til at købe og videresælge kommunale kurser med stor avance.

Det har heller ikke været muligt at konstatere, om Odense Kommune har haft et økonomisk tab, eller om Tina Bue eller andre har haft personlige vinding ved uregelmæssighederne.

- Jeg hæfter mig ved alle de ubesvarede spørgsmål, der også er i rapporten, hvor man ikke kan drage en konklusion, fordi man ikke har oplysningerne eller de ikke er registreret korrekt, siger Kristian Guldfeldt, som er politisk ordfører for Konservative.

Han har derfor i dag sendt en mail til stadsdirektør Stefan Birkebjerg Andersen og bedt om en redegørelse.

- Det jeg specielt synes er bekymrende ved den her rapport er, at der er en række ting. som hverken kan bekræftes eller afkræftes, fordi man ikke har de relevante dokumenter. Jeg har derfor bedt om at få gennemgået journaliseringspraksis og få afdækket, om der er andre tilfælde, hvort man ikke får registreret de ting, man skal i borgmesterforvaltningen.

- Vi så det samme i forbindelse med sagen om Odense & Co, som også var forankret i borgmesterforvaltningen. Det er ret relevant af få afdækket, siger Kristian Guldfeldt (K). 

Politiet ind i sagen

Til gengæld er der bred politisk tilfredshed med, at Odense Kommune nu går ind over overdrager sagen til politiet med henblik på at få afdækket de spørgsmål, som rapporten ikke kan give svar på.

- Jeg er tryg ved, at vi overlader til politiet nu at finde ud af, om der er foregået noget strafbart, siger Tim Vermund (S).

-  Hvis det senere viser sig, at kommunen har tabt penge, og vi kan vinde en sag, skal der rejses et erstatningsansvar mod Tine Bue Frandsen, siger Christoffer Lilleholt (V).

SF's Brian Dybro har på nuværende tidspunkt ikke stor lyst til at kommentere rapporten.

- Jeg kan se, at man ikke kan drage personalemæssige konsekvenser, fordi Tina Bue ikke længere er ansat. Desuden er sagen nu blevet overdraget til politiet, og jeg vil godt vente med at kommentere så længe der foregår en politimæssig undersøgelse, siger Brian Dybro (SF).

TV 2/Fyn har forgæves forsøgt at få en kommentar fra borgmester Peter Rahbæk Juel (S).

Oversigt

    Oversigt