Tinderbox åbner i strålende solskin

Præcis klokken 13 blev hegnet foran indgangen til festivalpladsen i Tusindårsskoven fjernet. Hundredvis af utålmodige gæster stod klar til at indtage pladsen.

De dystre forudsigelser blev gjort til skamme, og både skybrud og tordenvejr gled helt uden om Tinderbox. Og da indgangen blev åbnet, skinnede solen over festivalområdet.

Men for de ventende gæster er vejret på ingen måde afgørende.

- Jeg har regnjakke med, så det kommer til at køre helt fint. Og gummistøvler får vi ikke brug for, siger Christoffer Eskildsen. 

 

For andre gæster var det faktisk lidt trist, at regnvejret tilsyneladende er gledet uden om Tinderbox.

- Det skal regne på en rigtig festival. Sol er bedst, men når det regner, så er det med til at gøre festivalen til en speciel oplevelse, siger Casper Hansen.

Meteorologerne havde ellers forudset, at Odense ville blive ramt af både skybrud, blæst og tordenskrald i løbet af torsdag formiddag. 

Resten af torsdagen lover meteorologerne tørvejr, og først ved midnat er der risiko for en smule regn. 

Fredag og lørdag ser også overvejende tørre ud med kun få byger og temperaturer omkring 15-18 grader.

Oversigt

    Oversigt