I det fynske folks tjeneste

Tinderbox-aftale kan være ulovlig

En juraprofessor mener, at Odense Kommunes aftale med Tinderbox Festivalen kan være i strid med EU-reglerne.

00:48

1 af 2

Juraprofessor Karsten Naundrup Olesen fra Københavns Universitet har læst aftaledokumenterne igennem for TV 2/FYN, og han siger at rammerne for offentlig støtte er meget snævre.

Når en kommune yder støtte til en privat virksomhed som Tinderbox, falder det ind under EUs regler om statsstøtte, og på det punkt indeholder kontrakten problematiske krav.

Karsten Naundrup Olesen hæfter sig især ved, at aftalen pålægger Tinderbox at tilgodese det lokale erhvervsliv.

I aftalens punkt 3.7 hedder det:

"Selskabet samarbejder endvidere i videst muligt omfang lokalt om opgaver vedrørende blandt andet affaldshåndtering, kommunikation og teknologi med sigte på at inddrage det lokale erhvervsliv og samarbejdspartnere i Odense Kommune".

- Generelt set er sådan en køb-lokalt-klausul gift for EU, siger Karsten Naundrup Olesen til TV 2/FYN og tilføjer:

- Grundlæggende har EU det princip, at man ikke må diskriminere på baggrund af nationalitet, og det bliver det jo hvis man siger, at man skal bruge fynske leverandører.

EU-kommissionen kan tage sagen op på eget initiativ eller hvis andre gør opmærksom på den.

Hvis EU-kommissionen tager den op, kan det i værste fald betyde at den kommunale millionstøtte skal tilbagebetales.