I det fynske folks tjeneste

Tinderbox Band Battle: Finalisterne er fundet

Brugerne har stemt, og der er sat navn på de femten bands, der spiller til finalerne i Tinderbox Band Battle. Tre af dem får lov at optræde på dette års Tinderbox Festival.

00:40

De femten finalebands i Tinderbox Band Battle er fundet.

Torsdag blev en afgørende dag for femten upcoming bands med fynske rødder.

De udgør nemlig feltet af kunstnere, der er stemt videre til finalerne i Tinderbox Band Battle, som præsenteres i et samarbejde mellem TV 2/Fyn og Tinderbox.

Tak for at være de bedste supporters i verden!

Timur, Band Battle-finalist, i en opdatering på Facebook

Til sommer kommer tre af dem til at stå på scenen, når Tinderbox Festivalen 2018 løber af stablen.

Pressechef for Tinderbox, John Fogde, er glad for, at så mange brugere har valgt at stemme på kandidaterne til de tre finaler.

- Der har igen i år været virkelig god opbakning til Tinderbox Band Battle. Derfor har vi også en forhåbning om, at der kommer virkelig mange mennesker, når Posten, Studenterhus Odense og Kansas City slår dørene op for de tre finaleaftener. Der er tydeligvis et meget aktivt musikalsk vækstlag på Fyn, og jeg har helt klart en forventning om, at det bliver tre spændende aftener med tæt løb om at vinde pladserne i Tinderbox-programmet, siger John Fogde.

Læs også Klar til fællessang? Britisk hitmager til Tinderbox

FAKTA: Hvad er Tinderbox Band Battle?

Tinderbox Band Battle giver tre upcoming bands med relation til Fyn mulighed for at give koncert på Tinderbox Festivalen 2018.

I første fase kunne alle interesserede bands og kunstnere tilmelde sig.

Derefter udvalgte de tre finale-spillesteder hver deres kandidater til en afstemning.

Afstemningen resulterer i det endelige finalefelt af femten bands, der i hold af tre skal konkurrere til de tre finaleaftenener.

Finalerne afholdes den 10. april klokken 20.00 på Musikhuset Posten, den 11. april klokken 20.00 på Studenterhus Odense og den 12. april klokken 20.00 på Kansas City.

En jury udvælger hver aften én vinder, der får lov at optræde på Tinderbox Festivalen 2018.

TV 2/Fyn livestreamer alle tre Band Battle-finaler direkte på Facebook, vores hjemmeside og TV 2/Fyn Nyhedskanalen.

Varieret finalefelt

De femten finalister skal nu konkurrere i hold af tre på hver deres respektive finaleaften. Generelt er der tale om et bredt felt af musikere, bands og genre, der byder på alt fra urbant til elektro, pop og rock.

Feltet ser således ud:

Musikhuset Posten

Chris Muñoz

Lite Kite 

Markus Valentin

Shred

Stillskin 

 

Studenterhus Odense

Efternøler

Guilty Pleasure

Trailer Park Jesus

Ung DMC

Vic Tayla

 

Kansas City

Dead Witch

Slip The Void

Strangers In Town

Timur

Youdas

Se finalerne direkte

Finaledeltagerne har selv modtaget det glade budskab torsdag eftermiddag, og glæden var svær at skjule for hiphop-kunstneren Timur fra Odense.

De tre finaleaftener finder sted 10. april klokken 20.00 på Musikhuset Posten, 11. april klokken 20.00 på Studenterhus Odense og 12. april klokken 20.00 på Kansas City. Til hver finale bliver aftenens vinder udpeget af en jury bestående af repræsentanter fra Tinderbox, Beatbox Entertainment, TV 2 /Fyn og det pågældende spillested.

Der er gratis entré til alle tre arrangementer, men hvis du foretrækker at nyde musikken på farten, livestreamer TV 2/Fyn alle finaler direkte på Facebook, vores hjemmeside og på TV 2/Fyn Nyhedskanalen.

00:40

TV 2/Fyn og Tinderbox præsenterer Tinderbox Band Battle 2018. Du kan følge finalerne direkte.

Luk video

Læs også Rockmusikeren Jack White gæster Odense til sommer