I det fynske folks tjeneste

Tinderbox giver vennerabat på billetter

Odenses nye musikfestival har her fire uger før festivalens start pludselig sat billetprisen ned med 25 procent. Festivalen kalder det vennerabat.

En såkaldt rabatkode er sendt ud til mange af dem, der allerede har købt billet, og med den kode, kan en ven købe en tre-dages partout-billet til 1.122 kroner. Det er 25 procent rabat i forhold til den oprindelig pris.

- Vi har fået lavet undersøgelser, der viser, at mange er usikre på om deres venner kommer, og en vigtig faktor for at købe en billet er, at vennerne også kommer. Derfor forsøger vi at give et vennetilbud, siger Ole Dreyer, der er kommunikationschef hos Tinderbox.

I mailen, til dem der har allerede har købt billet, er der et link til en særlig side på billet.dk, hvor man kan købe partout-billetten med 25 procent rabat. Linket kan dog sagtens bruges til at købe flere billetter på én gang, og linket kan også sendes videre til andre, som er interesseret i at få 25 procent rabat på billetten til Tinderbox. Allerede nu bliver linket delt på sociale medier.

- Meningen er, at man skal invitere én ven med, men jeg ved ikke hvordan linket virker. Det må vi have undersøgt, siger Ole Dreyer.

Han afviser samtidig, at rabatten er indført, fordi den nye festival har problemer med at sælge tilstrækkeligt med billetter.

- Nej, billetsalget går fint, men vi vil gerne have fyldt helt op, siger kommunikationschefen.

Kan man ikke forestille sig, at nogen af dem, der har købt billet til fuld pris bliver sure over, at I nu sælger med rabat?

- Jo, det kan da godt være, men det er jo kun for en begrænset periode denne rabat gælder, siger Ole Dreyer.

Tinderbox finder sted i Tusindårsskoven fra 26-28. juni.

Ved du noget? Så send os et tip