I det fynske folks tjeneste

Tinderbox bliver rykket for regnskab

Virksomheden har nu fået en rykker. Den 22. juni koster forsinkelsen rykkergebyr.

Folkene bag Tinderbox har endnu ikke afleveret regnskabet for 2015, og Erhvervsstyrelsen har nu sendt en rykker, oplyser styrelsen til TV2Fyn.

Afleveres regnskabet ikke senest den 22. juni skal selskabet Tinderbox Entertainmaint betale et gebyr - efter fire uger kan Erhvervsstyrelsen bede skifteretten opløse selskabet.

Regnskabet, der blandt andet indeholder resultatet fra Tinderbox-festivalen sidste år, skulle have været afleveret 1. juni - altså for 17 dage siden.

 - Regnskabet har været lidt forsinket af et par teknikaliteter, som skulle afklares. Yderligere kommentarer har vi ikke lige nu. Vi forventer at melde resultat for 2015 og forventet resultat 2016 ud inden festivalen i næste uge, siger festivalchef og direktør Brian Nielsen.

 I har fået en rykker fra Erhvervs- og selskabsstyrelsen  – er det ikke lidt pinligt?

- Det ved jeg ikke – jeg er ikke bekendt med det, det har jeg ingen kommentar til. Jeg koncentrerer mig om den festival vi skal lave i næste uge, siger Brian Nielsen, der ikke ønsker at kommentere på indholdet af årsregnskabet.

Der er tre ejere af Tinderbox Entertainment Aps., der blev stiftet i august 2014.




Det er FKP Scorpio Nordic AB - et svensk selskab under den tyske koncern af samme navn, Down the Drain Holding ApS med Brian Nielsen og Flemming Myllerup i spidsen og MKS 64 Holding ApS, der har Mads-Kristian Sørensen som direktør.

Han er også medejer af Northside og Beatbox Entertainment.

Ved du noget? Så send os et tip