I det fynske folks tjeneste

Tinderbox krydrer programmet med kortfilm

Tinderbox er klar med endnu et nyt tiltag. Nu bliver der mulighed for at nyde kortfilm mellem musikprogrammet.

Tinderbox præsenterer nu endnu et nyt tiltag ved dette års festival. Ikke nok med, at man i år kan overnatte, men nu kan festivalen også løfte sløret for et helt særligt samarbejde, der giver gæsterne mulighed for at se film på festivalpladsen. 

To Odense-festivaler er nemlig gået sammen om tiltaget ”Kaffe & Kortfilm” i samarbejde med Odense International Film Festival.

På festivalpladsen bliver der indrettet en kaffebar, hvor man sammen med en god kop kaffe kan se kortfilm. Udbuddet af film bliver tilpasset, så det passer ind i festivalkonceptet.

- Vi synes, det er oplagt at samarbejde med en spændende lokal aktør, og vi tror på, at ”Kaffe & Kortfilm” bliver et anderledes samlingspunkt på festivalpladsen, siger Tinderbox' pressetalsmand, Morten Hopballe, og tilføjer:

- En god musikfestival er andet og mere end god musik. Musikken er selvfølgelig essentiel, men med vores kaffe- og kortfilmbar giver vi også publikum mulighed for et pusterum, hvor de kan hygge med en god kop kaffe og tage en lille tænkepause.

Tinderbox finder sted i Tusindårsskoven i Odense den 23. til 25. juni.  

Ved du noget? Så send os et tip