Tinderbox: Sikkerheden skærpet for at hindre terror

Efter de mange terrorangreb rundt omkring i Europa har Fyns Politi i år opgraderet deres indsats på Tinderbox Festival.

- Når der er mange mennesker samlet, så har vi altid fokus på sikkerheden. Men som verden er nu, så har valgt at sætte ekstra fokus på sikkerheden. Politiet vil blandt andet være mere synligt på pladsen, og så har vi sat trafikdæmpende foranstaltninger op på Falen, fortæller indsatsleder fra Fyns Politi, Thomas Jasper.

De trafikdæmpende forantaltninger på Falen består af flere meterhøje betonklodser, der skal være med til at forhindre, at store og tunge køretøjer kører ind i folkemængderne, som man de seneste måneder har set flere eksempler på i blandt andet London.

Samtidig opfordrer Fyns Politi festivalgæsterne til at være årvågne og passe godt på hinanden.

- Vi skal have en god fest, og vi skal passe på hinanden. Det betyder, at hvis nogen ser noget, der ikke passer ind i normalbilledet, så skal de straks rette henvendelse til politiet - enten på pladsen, til vagtcentralen eller via telefon 112, siger Thomas Jasper.

Indsatslederen pointerer samtidig, at det er vigtigt, at festivalgæsterne altid følger anvisningerne fra Hjemmeværnet og fra poltiet.

 
 

Tinderbox har også sit eget team med security-vagter, men festivalledelsen ønsker ikke at kommenterer på sikkerhedsspørgsmål.

- Sikkerheden er en opgave for Fyns Politi og vi følger deres sikkerhedsansvisninger. Derudover kommenterer vi ikke på vores sikkerhedsteam, siger Morten Hopballe, der er pressetalsmand for Tinderbox. 

 

Oversigt

    Oversigt