Tinderbox skaber vækst hos iværksættere

De fleste kommer nok til Tinderbox for at hygge sig, høre musik og drikke øl. Men en gruppe odenseanske iværksættere bruger samtidig festivalen til at udvikle deres virksomheder.

De ligner alle andre iværksættere, når de sidder med deres fadøl og snakker ved et af de mange træborde, der er sat op på festivalpladsen. Men de cirka 40 festivalgæster omkring bordet er ikke samlet udelukkende for at holde fest og nyde festivalstemningen. De er iværksættere og har sat hinanden i stævne på Tinderbox for at kunne udvikle deres forretninger.

- Vi vil gerne samle og styrke iværksættermiljøet i Odense, og når man sidder med en øl i hånden her på Tinderbox, så er det lettere at komme i kontakt med hinanden og være åben over for nye samarbejdsmåder, siger Rasmus Uhre, der er medstifter af foreningen Startup Odense.

Startup Odense er et forum for nye iværksættere, hvor de små virksomheder kan netværke og dele både faglige erfaringer. 

- Når man kan få en øl samtidig, så er det meget nemmere at lokke folk til, og i den uformelle festivalatmosfære er man nok mere åben over for hinanden, og det skaber muligheder for vores små virksomheder, siger Rasmus Uhre.

Kristian Grove er en af de mange iværksættere, der deltager i mødet på Tinderbox.

- Jeg har lige snakket med en kvindelig kollega, og vi har oplagte samarbejdsflader. Den snak havde vi nok ikke haft, hvis det ikke var her på Tinderbox, siger Kristian Grove . 

 
 

Kristian Grove har allerede fået meget ud af Tinderbox, da hans firma blandt andet har lavet de populære vippemøbler, der står flere steder på festivalpladsen.

- Vi blev nærmest presset ud i at lave dem, da folk syntes, de var fede, siger han. 

 

Oversigt

    Oversigt