I det fynske folks tjeneste

Tinderbox-vurdering: Plads til økonomisk åbenhed

Ole Frank Rasmussen er erhvervsredaktør på TV2/Fyn. Foto: Robert Wengler/fynske Medier

Det er en helt utrolig imødekommenhed og tillid, der er strømmet arrangørerne af Fyns nye, store Tinderbox-festival i møde.

En overmåde positiv presse og et bystyre i Odense, der har bundet 23 millioner kroner i halen på det gode initiativ.

I torsdags kvitterede festivalchef Brian Nielsen for tilliden ved for åben skærm på TV2/Fyn at indrømme, at arrangørerne har spillet de kort, man kunne, ved at trække offentliggørelsen af regnskabet, fordi man ikke vil gøre folk nervøse.

Det er betænksomt, men det er også bekymrende, vurderer TV 2/FYNs erhvervsredaktør, Ole Frank Rasmussen.

Tillid bygger blandt andet på gennemsigtighed og åbenhed.

Fakta er at festivalen i år skal have 30 millioner kroner i overskud alene for at få festivalens egenkapital til at gå i nul.

Festivalen har bl.a.  gældsbreve på 17 millioner kroner, som skal afdrages fra 2017 og fire år frem ifølge årsregnskabet.

Arrangørerne har startet Tinderbox Entertainment med en aktiekapital på en halv million kroner – det er et uhyre spinkelt kapitalgrundlag.

Allerede sidste år måtte Odense Kommune da også træde til med et forskud på 5,2 millioner kroner for at skabe likviditet, selv om tilskuddet egentlig var øremærket 2016-festivalen.

Alle håber at Tinderbox bliver en økonomisk succes, et folkeligt tilløbsstykke og en årligt tilbagevendende begivenhed, men det kræver bl.a., at årsregnskabet afleveres til tiden, også selv om nyhederne er dårlige.

Brian Nielsen har kaldt de 30 millioner kroner en investering i en ny festival og opstartsomkostninger.

Det er klart, at store musiknavne og marketing koster, men de fleste festivaler lejer i dag det udstyr, de skal bruge, og Tinderbox har da også anlægsaktiver på beskedne 243.000 kroner.

Fakta er, at Tinderbox budgetterede med et beskedent underskud på en halv million kroner og ramte helt ved siden af med et underskud på 31 millioner kroner.

Desuden skæmmer det forklaringen, at Tinderbox-arrangørerne heller ikke kunne få overskud på Northside-festivalen i Århus i 2015, der efterhånden har en del år på bagen.

Også her er egenkapitalen negativ sidste år.

Ved du noget? Så send os et tip