Tingene ændrer sig: Sådan ser fynboernes medievaner ud

Dele af regeringens medieforlig så fredag dagens lys. Men hvordan ser fynboernes medievaner, som har ændret sig meget de seneste ti år, egentlig ud.

Bortset fra den knitrende lyd af en avisside, der bliver vendt, er der ro i stuen.

Lis og Per Olesen er begge pensionerede og sidder i deres sofa og læser dagens udgave af Fyens Stiftstidende. Generelt er de glade for at læse i aviser i deres lille lejlighed i Nyborg. 

- Vi læser Stiftstidende, lidt Politiken og lidt Jyllandsposten for at nævne dem. Tidligere havde vi også Weekendavisen, men det bliver for meget - vi kan ikke nå at læse dem alle sammen, fortæller Per Olesen.

Udover at læse aviser er de glade for at se fjernsyn. De ser mest TV 2 News, men både DR, TV 2 og TV 2/ Fyn ser de i et par timer om dagen. Og hvis ikke fjernsynet kører, så står radioen trofast på kanalen P4 Fyn.

Til gengæld bruger de ikke meget tid på nyheder på nettet, og de bruger hverken Netflix eller andre streamingtjenester. 

Helt anderledes ser medievanerne ud, hvis vi tager til Odense og besøger en anden familie.

Tom og Mary-Ann Vandsted er skilt og bor hver for sig med deres tvillingesønner Rolf og Hjalte, som går i 1.g.

- Aviser, tror jeg ikke, nogen af os læser, siger Hjalte Vandsted.

- Nej aldrig. Det bruger vi ikke - overhovedet, bidrager Rolf Vandsted.

Heller ikke deres forældre holder avis, selvom de tidligere har gjort det. I stedet læser både de og deres sønner deres nyheder på nettet. Alle fire ser ganske vist fjernsyn, men det er ikke så ofte længere. Til gengæld bruger flere af dem Netflix, eller ser de programmer de vil via dr.dk.

Fald i seertal

Ægteparret i Nyborg ved godt, at deres medievaner med aviskiggeri nok ikke vil dominere i fremtiden. 

- Med os, så tror jeg på, at aviserne også uddør, sige Per Olesen til TV 2/ Fyn. 

quote Med os, så tror jeg på, at aviserne også uddør

Per Olesen, Nyborg

Og måske har han ret. 

Fyensstiftidendes salg af trykte aviser over ti år er nemlig faldet kraftigt. I juli 2017 var oplagstallet på 33.000 aviser, har TV 2/ Fyn erfaret. 

Også TV 2/ Fyns seertal er faldet i løbet af de seneste ti år. I 2017 lå det gennemsnitlige seertal på 49.000, som er en lille fremgang i forhold til de foregående år.  

Den fynske udvikling passer med landstal fra kulturstyrelsen. Avissalget blandt alle aldersgrupper, med undtagelse af dem over 70, er gået voldsomt tilbage de sidste 7 år. 

Og antal minutter vi ser tv går tilbage. Særligt blandt de unge mellem 19 og 34 er tv-tiden i løbet af et år faldet med en halv time om dagen i gennemsnit.

Fremtidens medier på Fyn

Om det nye medieforlig kommer til at få nogle konsekvenser for de to fynske familiers nyhedsforbrug, er endnu ikke til at sige. 

Men indtil videre skal medielicensen fjernes og lægges over i skatten, og Danmarks Radio skal skære 20 procent af budgettet hen over de næste fem år. 

Sådan lød det fredag fra regeringen, der sammen med Dansk Folkeparti præsenterede dele af udspillet til et nyt medieforlig. Dog er der endnu ikke noget nyt om, hvordan det kommer til at se ud for de private medier, TV 2 og TV 2 regionerne efter medieforliget. 

 

- Drømmescenariet er, at det her medieforlig vil sætte fuld fokus på den lokale regionale journalistik her på Fyn, hvor vi kun er tre tilbage til at dække fynsk journalistik. At vi bliver styrket; Fyns Stiftidende, DR Fyn og TV 2/ Fyn samlet, siger Esben Seerup, der er direktør på TV 2/Fyn. 

- Jeg har et stort håb om, at det her medieforlig kommer til at tage afsæt i, at det er de regionele og lokale medier, det er de medier, der laver den journalistik, som er relevant for flest mennesker her i Danmark, siger chefredaktør på Fyens Stiftstidende, Poul Kjærgaard.

Se hele indslaget her under: 

Vi har besøgt to fynske familier for at høre om deres medievaner og holdninger til det kommende medieforlig

Oversigt

    Oversigt