I det fynske folks tjeneste

Tintin, Hergé og Hejne har fulgtes ad hele livet

00:12

Tintin lever også om 90 år mener Tintin-entusiasten Hejne Mogensen Video: Flemming Ellegaard

1 af 2

Fynsk Tintin-fan ser frem til stor Hergé-udstilling i Odense. For ham er fascinationen af tegneseriefiguren ikke nørderi, men en nydelse og et frirum.

Vi er i nærheden af Holstebro. Året er 1971 og det er søndag. Ugens vigtigste dag for den otte-årige Hejne. Han cykler på en støvet grusvej. Turen er kun tre kilometer lang, men det kan ikke gå stærkt nok. Han skal over i nabo-landsbyens gymnastiksal.

- De viste Tintin-film hver søndag. Så blev smalfilms-fremviseren tændt, og vi børn sad og fulgte med i historierne, mindes Hejne Mogensen, nu på vej mod de 55 år, og tilføjer:

- Tintin har fulgt mig lige siden.

For mig er Tintin kult. Det er smukt. Og jeg kan da også historierne, for jeg har læst dem alle

Hejne Mogensen

Hejne Mogensen er for mange kendt som manden, der driver butikken Nestor (navnet vender vi tilbage til) i centrum af Odense. Her kan man få tøj og sko, som i så mange andre butikker, men der er også noget andet.

Pynt blev til salgsvare

- Da vi åbnede for ni år siden, tog jeg nogle af mine Tintin-figurer og billeder med som pynt. Der gik blot to dage, så begyndte folk at spørge: Hvad koster det? Så jeg begyndte naturligvis, sådan i det små, at sælge Tintin-raketter og figurer. Det er vokset meget siden, indrømmer Hejne Mogensen, der ikke er helt færdig med historierne fra ungdommen.

Læs også Tintin på Brandts: Stor interesse til eksklusiv rundvisning bag kulissen

- Da jeg flyttede hjemmefra som 18-årig hængte jeg ikke plakater med Monét op, sådan som de fleste gjorde. Det var Tintin-plakater. Det føltes helt naturligt, for jeg har altid godt kunnet lide Hergés streg og det grafiske udtryk.

Netop Hergé får Hejne Mogensen og alle andre Tintin-fans mulighed for at komme tæt på fra torsdag den 22. marts. Ikke tegneren selv. Den belgiske tegner døde i 1983, 75 år gammel.

Derimod er det hans arv, bestående af tegninger, skitser og meget andet med og om Tintin, som Brandts Museum for Kunst & Visuel Kultur udstiller. Fra marts og helt frem til starten af september.

00:21

Video: Flemming Ellegaard

Luk video

- Det glæder jeg mig til at se. Jeg ser ikke mig selv som nørd. Der kommer folk ind i butikken og vil gerne tale om Tintin. De ved meget, meget mere end jeg gør. For mig er Tintin kult. Det er smukt. Og jeg kan da også historierne, for jeg har læst dem alle. Min favorit? Det er nok Månen tur-retur, slår Hejne Mogensen fast.

Hergé og Tintin - skaber og figur i en af verdens mest populære tegneserier.

Og så til butikkens navn - "Nestor". Nestor er - som Tintin-fans ved - den butler, der ofte surt og tvært varter op på Møllenborg, Kaptajn Haddocks slot.

Figuren Nestor er, som som mange i Hergés univers, en person læseren ofte støder på, men som aldrig tager fokus fra Tintins jagt på at løse mysterier.

Tintin giver ro

- Der er så meget støj i dag. Så mange ting der går ind og forstyrrer. Der er brug for noget enkelthed. Derfor er jeg gået i gang med, sammen med nogle andre, at få lavet noget grafik, der tager udgangspunkt i Tintin. Vi stjæler ikke, men skaber noget nyt. Måske finder vi et udsnit af en tegning og forstørrer det. Hvad det bliver til, ligger ikke fast endnu. Men det bliver enkelt. Det er det, jeg godt kan lide i Hergés streg, smiler Hejne Mogensen. 

Udstillingen åbner torsdag den 22. marts klokken 18.00 for publikum. Inden da har både Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S) og Hans Kongelige Højhed Kronpris Frederik været rundt i udstillingen, som de selv åbner.

Læs også Fynske Henrik lever af at tegne i New York

Ved du noget? Så send os et tip