Tip-off på stort NBA-event i Odense

Den største basketball-begivenhed på dansk jord er nu officielt skudt i gang.

Fredag eftermiddag var der tip-off på NBA 3X arrangementet i Odense.

Det historiske arrangement blev foran et stort publikum skudt i gang med et stort street sport event på Vollsmose Torv.

NBA 3X er glade for at være i Danmark for første gang og ser frem til et par spændende og actionfyldte basket-dage i Odense.

- Vi er begejstrede for at afholde NBA 3X i Danmark for første gang nogensinde, siger Benjamin Morel, NBA EMEA Senior Vice President & Managing Director i en pressemeddelelse, og tilføjer:

- Vi inviterer fans til at komme til Odense og få en autentisk NBA-oplevelse, hvor de kan spille i en 3-on-3 turnering og opleve den ægte NBA-stemning.

Udover 3-on3 turneringen, der har deltagelse af 72 hold, byder arrangementet på en lang række andre oplevelser som for eksempel NBAs dunk team, live DJs og meget mere.

Til at kaste lidt stjerneglans over arrangementet er blandt andet den 44-årige NBA-legende Robert Horry, der som aktiv vandt ikke mindre end syv NBA-mesterskaber.

Oversigt

    Oversigt