Tjente 12 millioner på bordeldrift

Anni Fønsby og hendes veninde har tjent 12 millioner kroner på bordeldrift. Det mener anklagemyndigheden ved Fyns Politi, der fredag fremlagde anklageskriftet.

I følge anklageskriftet tjente de to kvinder lidt over tre millioner kroner ved at stå for driften af et bordel i Albanigade i Odense i perioden fra april 2005 til april 2009.

- Anklagemyndigheden har vurderet at der en stor sandsynlighed for domfældelse, derfor rejser vi sigtelse, siger chefanklager Jan Stick fra Fyns Politi.

Anklagemyndigheden mener at Anni Fønsby og veninden modtog betaling fra mere end 20 kvinder på bordellet, og at stod for vedligeholdelse af stedet og arrangerede vagtplaner.

Derudover er kvinderne også sigtet for rufferi en lang række andre steder i landet - blandt andet i Hesselager på Sydfyn, hvor kvinderne skulle have tjent over en halv million kroner.

Veninden er desuden sigtet for at have været i besiddelse af tre automatgeværer fra Canada, Tyskland og Jugoslavien.  Derudover fandt politiet ved en ransagning på hendes bopæl en række andre våben, ammunition og dopingmidler. Hun er også sigtet for medvirken til tyveri af 2,6 millioner kroner fra en bankboks i Løkken Sparekasse.

Anklagemyndigheden lægger op til at Anni Fønsby i alt skal have konfiskeret 8 millioner kroner og veninden omkring 3,5 millioner kroner.

- Man kan straffes med fængsel op til fire år for alle disse forhold. Vi vil kræve ubetinget fængselsstraf, men vi har ikke lagt os fast endnu på hvor lang tid, siger Jan Stick.

Anklagemyndigheden håber, at der kan falde dom inden sommerferien.

Se hele interviewet med Jan Stick

Oversigt

    Oversigt