I det fynske folks tjeneste

Tobak til verdensmarkedet: Karsten udfører ti mands arbejde

Foto: Lasse Beck Frost

Ny forskning fra SDU viser, at danske virksomheder taber konkurrenceevne, fordi de ikke tænker i smart teknologi og digitale muligheder.

 

En sød duft af tobak breder sig i hallen i Svendborg, hvor Mac Baren Tobacco Company hver uge producerer op mod 900.000 enheder til verdensmarkedet.

Virksomheden har investeret i ny teknologi og indsamler data, så produktionen kan styres effektivt og tilpasses markedet knivskarpt. Det betyder, at en mand kan udføre det samme som tidligere krævede 10 medarbejdere.

- Vi laver fire gange så meget som for fire år siden med det samme antal medarbejdere. Hvis ikke vi havde gjort det her, så havde vi ikke været her i dag, siger administrerende direktør Jarl Rigner Freiesleben.

- Vi laver fire gange så meget som for fire år siden med det samme antal medarbejdere. Hvis ikke vi havde gjort det her, så havde vi ikke været her i dag

Administrerende direktør i Mac Baren Tobacco Company, Jarl Rigner Freiesleben.

 

Arbejdspladser går tabt

Men langt fra alle danske virksomheder tænker strategisk i digitale løsninger og håndtering af dataflow. I dag udkommer en ny forskningsrapport som viser, at 37 procent af virksomhederne ikke har en strategi for investering i nyt udstyr og teknologi. Rapporten er lavet af professor Jan Stentoft på Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse på SDU.

-For nogle typer af virksomheder er det meget alvorligt, for deres forretningsgrundlag kan forsvinde. Konskvensen er, at de ikke er konkurrencedygtige på prisen, det koster at lave varen. Det betyder, at vi mister arbejdspladser, siger han.

Han har sammen med Christopher Rajkumar og Erik Skov Madsen spurgt 270 danske virksomheder om, hvordan de forholder sig til den fjerde industrielle revolution eller Industri 4.0. Begrebet dækker det forandrede arbejdsmarked, hvor maskiner og kunstig intelligens erstattter mennesker.

 

Digitalt tab

I Danmark er arbejdskraften dyr, men robotter, 3d-print og big data kan gøre det muligt for virksomhederne at beholde arbejdspladserne eller endda tage arbejdspladserne hjem igen.

Den nye forskning viser, at mange virksomheder ikke er klar til fremtidens digitale produktion. De erkender relevansen af at spare omkostninger og producere mere effektivt for at beholde arbejdspladserne. Men det kniber med at bruge robotter og digitale muligheder i praksis.

-Det er overraskende, at virksomhederne forstår behovet, men ikke er nået til det i praksis. Mange arbejdspladser er flyttet til udlandet, men netop ved at digitalisere kan man beholde arbejdspladser eller insource flere stillinger til Danmark, siger Jan Stentoft.  

 

Mac Baren Tobacco har investeret et trecifret millionbeløb i ny teknolgogi og indsamling af data.  Foto: Lasse Beck Frost

 

Nye arbejdsopgaver

Hos Mac Baren har nye EU-krav gjort det nødvendigt at kunne håndtere dataflowet. De betyder nemlig, at alle enheder skal mærkes til track and trace. De seneste tre år har virksomheden investeret et trecifret millionbeløb i at komme op på det nødvendige teknologiske niveau. 

Medarbejderne har i højere grad til opgave at overvåge produktionen fremfor det manuelle arbejde. De skal overvåge og følge processen på produktionslinjerne for at forstå, hvornår der skal gribes ind.

-Jeg synes det er godt, at de investerer. Det betyder, at vi kan beholde arbejdspladserne i Svendborg, fremfor at de forsvinder, siger operatør Karsten Bakdal.

I hallen i Svendborg skal flere dele i produktionsapparatet skiftes ud det kommende år. Hele den nye teknologi og robotterne er skræddersyede til produktionen.Tobaktsproducenten vil investere 25 millioner kroner på det kommende år for at trimme produktionen yderligere.  

Virksomheden har lavet en samlet strategi for både teknologi, it, sortiment og marked tænkt sammen. Det har været en fordel at integrere begreberne fremfor at udvikle dem hver for sig.

-Jeg er ret sikker på at også de små industrier er i stand til at lavet en samlet strategi og drage nytte af den her tankegang, siger Jarl Rigner Freiesleben.

 

Efterlyser hjælp

Ifølge rapporten Industri 4.0 er den største barriere, at virksomhederne mangler viden om den industrielle revolution. Som nummer to kommer, at virksomhederne har mere fokus på drift end på udvikling. Og den tredjestørste barriere er manglende forståelse af den strategiske vigtighed af Industri 4.0

-Vi anbefaler at man fra offentlig side går ind og sætter programmer sammen, som kan hjælpe de små og mellemstore virksomheder noget mere, siger Jan Stentoft

 

 

 

 

 

 

 

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.