Tog narko - og slog ud efter dørmand

En 32-årig mand blev tidligt søndag morgen anholdt og sigtet for blandt andet forsøg på vold, da han slog ud efter en dørmand med en flaske på Buddy Holly i Middelfart.

Forinden havde dørmanden spottet, at den 32-årige mand, som er fra Fredericia, og en 19-årig mand fra Vejle havde taget stoffer på værtshuset. Dørmanden ville smide dem ud, men det fik den 32-årige så meget op i det røde felt, at han tog en flaske og slog ud efter dørmanden. Herefter blev politiet tilkaldt.

Den 32-årige slog samtidig hovedet ind i ting og ødelagde dele af en politidør, inden politiet pacificerede ham med en peberspray. Manden blev sigtet for forsøg på vold, for at være i besiddelse af narko, for at have overtrådt restriktionsloven og for hærværk.

Den 19-årige slap uden sigtelser, da politiet ikke kunne bevise, at han havde gjort noget ulovligt.

Oversigt

    Oversigt