I det fynske folks tjeneste

Jordskred aflyser toget: Togbusser mellem Ringe og Svendborg

På grund af et jordskred ved Ringe er toget mellem Ringe og Svendborg erstattet af togbusser.

Tog

Et jordskred tæt ved Ringe St. gør det lige nu umuligt at køre tog mellem Ringe og Svendborg.

I stedet er der togbusser på vej. Det fortæller DSB på dsb.dk.

Togbusserne kører fra Ringe i minuttal 05 og fra Svendborg i minuttal 05 fra kl. 13.05.

- Det er i forbindelse med en baneskråning, og der er man usikker på, om det kan betyde mere skred, og om det har betydning for togdriften. Og der tager man ingen chancer. Så vi skal have en ordentlig vurdering af, om det er farligt eller ej. Og om vi eventuelt skal have noget udbedret først, siger Rene Rasmussen, togleder hos Banedanmark, til Ekstra Bladet.

De har allerede haft en mand ude og kigge på jordskredet.

- Hans umiddelbare vurdering var, at han ikke følte sig overbevist om, at det var sikkert at køre. Hvor slemt det er, kan jeg ikke sige. Men i hvert fald skal vi nok have nogle endnu bedre eksperter ud for at vurdere, om det er sikkert eller ikke sikkert. Før der har været nogen ude og kigge på det, ved vi heller ikke, hvor lang tid det varer, siger Rene Rasmussen ifølge avisen.

Banedanmark ved endnu ikke, hvornår sporene igen er fri og klar til, at togene igen kan køre. Dog regner de med at have et bud på det omkring kl. 18, fortæller Rene Rasmussen til TV 2/FYN.

 - Omkring kl. 18 regner vi med at komme med et bud på, om vi kommer til at køre igen lørdag, siger Rene Rasmussen.

Folketingsmedlem Trine Bramsen (S), der kommer fra Thurø, var en af de mange passagerer, der blev fanget på Ringe St., da toget ikke kunne fortsætte mod Svendborg.