I det fynske folks tjeneste

Togdræbt begik ikke selvmord

Det var her, hvor jernbanen krydser Østre Ringvej ved Odense, at den 17-årige blev fundet lørdag morgen.

Den 17-årige gymnasielev, der lørdag morgen blev påkørt af et tog, er højst sandsynlig faldet i søvn ved banelegemet.

Ifølge Fyns Politi er der intet, der tyder på selvmord.
- Vi har talt med familie og venner, der alle bekræfter, at han var en glad dreng med mod på livet. Så vi formoder, at han simpelthen har været så beruset, at han har lagt sig til at sove ved togskinnerne, oplyser vagthavende ved Fyns Politi Kim Munksgaard til TV2/FYN.

Den 17-årige var fredag aften til fest på Tornbjerg Gymnasium. Da han forsvandt fra festen i beruset tilstand, tilkaldte vennerne politiet. Alligevel mener politiet ikke, man kunne have gjort mere for at finde ham.
- Vores patruljevogne kiggede efter ham, men der var ingen, der kunne vide, at han ville gå mod jernbanen, som er den stik modsatte retning end, hvor han bor, siger Kim Munksgaard.

Mandag valgte mange elever at lægge blomster foran gymnasiet, og skolen stillede en psykolog til rådighed, for de klassekammerater der havde brug for det.

Ved du noget? Så send os et tip