I det fynske folks tjeneste

Togfond går ind i finale

Få timer før møde offentliggøres rapport om udformning af timemodel, som blandt andet indebærer et nyt spor på Vestfyn og elektrificering af landets togdrift.

Finansieringen af den meget omtalte togfond er endelig faldet på plads, og fredag mødes regeringen, Dansk Folkeparti og Enhedslisten for at nå til enighed om, hvordan fondens 28,5 milliarder kroner skal fordeles.

Trafikstyrelsen og Banedanmark offentliggør i den forbindelse den endelige rapport om, hvordan det danske jernbanenet kan forbedres og effektiviseres.

Rapporten indeholder oplæg til en elektrificering af alle landets hovedstrækninger og forslag til, hvordan den såkaldte timemodel, der vil gøre det hurtigere at rejse mellem landets største byer, kan gennemføres.

Regeringen har især været stålfast med hensyn til timemodellen, der ellers har mødt modstand fra Dansk Folkeparti.

- De kortere rejsetider vil give mere tid i dagligdagen for mange mennesker.

- For eksempel vil rejsen mellem Odense og Aarhus blive skåret ned til 55 minutter, mod en time og 33 minutter i dag, siger transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) i en pressemeddelelse.

- Det vil spare en togpendler seks timer og 20 minutter på en arbejdsuge, og det kan bruges på venner, fritidsaktiviteter, børn og så videre, mener hun.

Dansk Folkeparti har peget på, at en timeplan bliver dyr og kun tilgodeser pendlere fra de store byer.

I rapporten kommer regeringen dog kritikerne lidt i møde ved at have prioriteret 25 byer, som de togrejsende - med en maksimal ventetid på 10 minutter på timemodellens lyntogstationer - skal kunne komme videre til.

Pia Olsen Dyhr understreger samtidig, at der er miljø- og beskæftigelsesmæssige gevinster ved en timemodel:

- Trafikken mellem "timemodelbyerne" forventes at stige med cirka 50 procent svarende til cirka 22.000 flere daglige rejsende, CO2-udledningen mindskes med 220.000 ton om året, og der skabes nye job.

Det er en aftale med en række olieselskaber i Nordsøen om højere beskatning, der finansierer Togfonden.

Ved du noget? Så send os et tip