Togtrafik mellem Ringe og Årslev stoppet

Et dæmningsskred under Svendborgbanen har stoppet togtrafikken mellem Ringe og Årslev. Banedanmark kan endnu ikke sige, om togene først kan køre igen torsdag aften eller fredag morgen. Ind til da er der sat busser ind på strækningen.

Boring satte gang i skred

I forbindelse med motorvejsbyggeriet er der ved at blive ført fjernvarmerør gennem den dæmning, der bærer togskinnerne. Boringen blev gennemført onsdag aften, men i løbet af torsdag formiddag stod det klart, at dæmningen skred sammen, så skinnerne også sank.

- Da vi kune se, at de skred mere end der er forsvarligt, stoppede vi togtrafikken, siger pressevagten ved Banedanmark.

Skinneopretter på vej

Banedanmark har sendt en skinneopretter afsted mod Ringe for at udbedre skaden.

- Før den er nået frem, kan vi ikke sige om der kan køre tog igen i aften eller i morgen, siger pressevagten.

Togene kører fortsat mellem Svendborg og Ringe og mellem Odense og Årslev. DSB har sat busser ind på strækningen mellem Årslev og Ringe.

Oversigt

    Oversigt