Togtrafikken hårdest ramt af storm

Fyn slap næsten uskadt gennem stormen natten til mandag. Værst gik det ud over togtrafikken, som endnu mandagen igennem er ramt af store forsinkelser, fordi flere hundrede meter køreledning blev revet ned ved Nyborg.

-

Fyn slap næsten uskadt gennem stormen natten til mandag. Værst gik det ud over togtrafikken, som endnu mandagen igennem er ramt af store forsinkelser, fordi flere hundrede meter køreledning blev revet ned ved Nyborg.

Uheldet skete, da et tomt passagertog kørte mod Odense natten til mandag. Formentlig på grund af den kraftige blæst fik toget forkert fat i køreledningen og rev cirka 600 meter ledning ned.

Det betød bl.a. at et andet passagertog med knap 40 passagerere strandede på Sprogø i nogle timer.

DSB indsatte omkring 50 busser mellem Korsør og Odense og forsøgte at afvikle mest mulig trafik på et enkelt spor; men passagererne må regne med forsinkelser hele mandagen.

Togtrafikken mellem Odense og Korsør ventes først at blive genoptaget som normalt omkring kl. 10 mandag formiddag.

Ellers er skaderne efter nattens storm til at overse. Flere steder på Fyn væltede træer ned over veje; men stort set allesammen var ryddet væk tidligt mandag morgen og blev kun til begrænset gene for trafikken.

Storebæltsbroen var lukket for trafik fra midnat til cirka kl. 02, hvor den blev åbnet for almindelig trafik. Først nogle timer senere blev den også åbnet for lette og høje køretøjer.

Oversigt

    Oversigt