I det fynske folks tjeneste

Tolke indgår aftale om overenskomst

HK/Privat og Tolke Danmark A/S har indgået en overenskomst om bedre vilkår for tolke i Region Syddanmark. Lønnen er stadig for ringe for tolkene, siger faglig sekretær.

Igen uddannede tolke i det fynske sundhedsvæsen

HK/Privat har lavet en overenskomst med tolkefirmaet Tolke Danmark om bedre vilkår for de 70 freelancetolke, der tidligere på året boykottede samarbejdet med Tolke Danmark.

Firmaets tolke oversætter på hospitaler og hos praktiserende læger i Region Syddanmark.

Tolkene var i første omgang ansat af Region Syddanmark, indtil regionen udliciterede 55.000 årlige tolkeopgaver til Tolke Danmark i januar 2008.

At Tolke Danmark vandt udliciteringen betød at freelancetolkene fik lavere løn end før.

De lønvilkår ville de 70 freelancetolke ikke acceptere, og de boykottede derfor arbejdet.

Vil arbejde for autorisationsordning

Nu er det lykkedes Tolke Danmark og HK/Privat at indgå en overenskomst, der skal sikre tolkene mindsteløn.

- Vi er stadig ikke helt tilfredse med tolkenes løn, men nu arbejder vi på at skabe en autorisation, så tolkene får de rette kvalifikationer og dermed er garanteret en bedre løn, siger faglig sekretær i Landsforeningen for Kommunikation under HK/Privat Christoffer Marckmann.