Tomatdirektør bliver årets fynske ejerleder

Manden bag Kathrine & Alfreds tomater blev årets fynske ejerleder. God økonomi, fokus på teknologi, innovation og kvalitet gav Mads Pedersen fra Bellinge førstepladsen.

Torsdag vandt Mads Pedersen, der ejer gartneriet Alfred Pedersen og Søn ApS, prisen som årets fynske ejerleder.

- Det kan godt være, det er mig, der får titlen som årets ejerleder. Men det her er en pris, der går til hele teamet. Vi kan allesammen være stolte i dag, siger tomatdirketøren, som i øjeblikket står i spidsen for 240 medarbejdere - og langt flere i højsæsonen. 

Årets erhvervsleder kåres hvert år af revisions-koncernen PWC. I år i samarbejde med blandt andre Nykredit og Dansk Erhverv.

Men ejerlederprisen er ikke den eneste sejr, som Mads Pedersen, der er 4. generation på gartneriet, kan fejre. 

Med et overskud på knap 14 millioner kroner før skat blev 2016 et af de bedste indtjeningsår for tomatproducenten, der er landets største. 

Gartneriet producerer blandt andet de kendte Kathrine og Alfreds Tomater i Bellinge.

quote Det kan godt være, det er mig, der får titlen som årets ejerleder. Men det her er en pris, der går til hele teamet. Vi kan allesammen være stolte i dag.

Mads Pedersen, direktør og ejer, Alfred Pedersen & Søn ApS

Fokus på kvalitet

Mads Pedersen er én af tre fynske ejerledere, som var med i opløbet om prisen. Om Mads Pedersen skrev juryen i sin indstilling:

- Mads har siden han trådte ind i virksomheden, som led i et glidende generationsskifte, fokuseret på at udvikle en landbrugsvirksomhed til en moderne industrivirksomhed med nytænkning og innovative tiltag, stod der blandt andet i indstillingen.

Juryen lagde i indstillingen særligt vægt på Mads Pedersen fokus på kvalitet:

- Tomaterne håndplukkes, som noget der i denne branche er helt unikt. Men Mads prioriterer, at tomaterne er helt modne og helt rigtige når de plukkes. Det betyder også, at forbrugerne får leveret friske grøntsager ud i butikkerne hver dag.

Og endelig roses Mads Pedersen i indstillingen for sin innovative tilgang til gartnerfaget:

- Mads har, via investering i robotvirksomhed, i en årrække udviklet en robot, som skal fjerne dele af det manuelle arbejde i produktionen. Derudover har Mads startet et væksthusgartneri i Sverige, hvor der er et stort vækst potentiale. 

Mads Pedersen blev også rost lige inden prisen kom i hans hænder:

- Vinderen sætter altid det bedste team omkring sig for at opnå yderligere succes og vækst. Det er en mand, der kontinuerligt søger nye innovative tillæg for at gøre produktionen bedre både for hans ansatte, men også for produktet således at forbrugeren i sidste ende opnår den bedste smagsoplevelse. Han har således formået at skabe et brand ud fra et generisk produkt, med fokus på at levere i høj kvalitet, lød begrundelsen. 

Der var ingen tvivl hos den fynske tomatdirektør - prisen gik ikke kun til ham, men også til alle medarbejderne. 

- Uden gode medarbejdere havde det her været en fuldstænidg umulig rejse for mig, sagde han i sin takketale. 

Videre til national kåring

Ud over Mads Pedersen var to andre ejerledere med i opløbet til den fynske pris.

Den ene var Magdalena Bahrami fra rekrutteringsvirksomheden BlueCollar A/S. Den anden var Morten Rasmussen fra Scankab Cables A/S i Aarup.

Mads Pedersen går nu sammen med de øvrige regionale vindere videre til den landsdækkende kåring af årets danske ejerleder. Den finder sted 9. november.

Se et portræt af tomatdirektøren her: 

 

Oversigt

    Oversigt