I det fynske folks tjeneste

Tomme butikker: Ikke på Fyn

Antallet af tomme butikker på Fyn er det laveste siden før finanskrisen i 2008.

Der er længere mellem de tomme butikker i byen, end der har været længe.

Det seneste halvandet år er det blevet lettere at leje butikslokaler ud, og Fyn har ikke haft så få tomme butikker i over otte år. Samtidig er Fyn den landsdel, som har færrest tomme butikker uden for hovedstaden. En lokal erhvervsmægler spår, at fremgangen fortsætter.

Efter flere triste år med mange tomme butikslokaler lysner det nu for detailhandlen på Fyn, Det skriver Ejendomstorvet.dk. Særligt det seneste halvandet år er der kommet liv i mange fynske butikslokaler.

- Faktisk skal vi helt tilbage til 2008 for at finde færre ledige lejemål end nu. Yderligere et sundhedstegn er, at lejeniveauerne er steget mærkbart de seneste kvartaler og ligger meget højere end for fem år siden, siger Simon Birch Skou, adm. direktør for Ejendomstorvet.dk.

Over landsgennemsnittet
Før finanskrisen stod færre end to procent af butiksarealerne på Fyn tomme, men det steg på to år til omkring fem procent, og i lang tid kæmpede Fyn med flere tomme butikslokaler end resten af landet, men sådan er det ikke længere. Fyn har siden 2012 haft færre tomme butikker end landsgennemsnittet.

Butikslejen er ifølge Ejendomstorvet.dk's tal steget 19 procent pr. kvadratmeter det seneste år og ligger dermed 30 procent højere end for fem år siden. De fleste andre landsdele har enten oplevet noget mindre stigninger i lejen eller har ligefrem lavere lejeniveauer end i 2012.

- Odense oplever stor efterspørgsel på butikslokaler – i kraft af blandt andet byomdannelsen ved Thomas B. Thriges Gade i centrum og letbanen, som åbner 2020. I Svendborg ser det også meget positivt ud med rift om butikslejemålene, og udbuddet af lokaler kan ikke følge med efterspørgslen. I Kerteminde har vi haft relativt let ved at få udlejet flere mindre lejemål, og i Nyborg har vi haft flere fremvisninger end normalt, fortæller erhvervsmægler ved Nybolig Erhverv Odense Andreas M. Jensen.