I det fynske folks tjeneste

Topdouble er klar til kvartfinaler efter dramatisk sejr

Mathias Boe og Carsten Mogensen er videre til kvartfinalerne i Denmark Open efter en dramatisk sejr i tre sæt.

Foto: Claus Fisker, Scanpix

Den danske herredouble med fynske Mathias Boe og Carsten Mogensen er klar til kvartfinalerne i den danske badmintonturnering Denmark Open efter en sejr i anden runde over Or Chin Chung og Tang Chun Man fra Hongkong.

Danskerne spillede ikke perfekt, men kunne til sidst booke en billet til kvartfinalerne med en sejr på 21-23, 21-8, 21-19. 

Læs også Damedouble overlever matchbolde og vinder kæmpe drama

Modsat onsdagens førsterundekamp kom Boe og Mogensen rigtig godt fra start og var efter fem minutters spil foran 9-4.

Boldene begyndte dog at ryge udenfor linjerne for danskerne hist og her, og ved den indlagte pause midt i sættet var føringen barberet ned til 11-8.

Som sættet skred frem blev forskellen mellem de to par mindre, og ved 16-16 udlignede Tang og Or. Lidt efter kunne danskernes modstandere bringe sig foran 18-17, efter et par af de danske bolde igen endte udenfor banen.

Boe og Mogensen viste dog rutinen og fik en sætbold ved stillingen 20-19, men de to fra Hongkong havde ikke tænkt sig at give slip. Efter en servefejl fra Carsten Mogensen og en dansk bold i nettet i duellen efter kunne Tang og Or sætte første sæt på kontoen.

I andet sæt kom det gode spil tilbage hos danskerne. Boldene blev på banen, og ved pausen var de foran 11-5. Pauseføringen blev ikke sat over styr, og danskerne kunne uden problemer fremtvinge et tredje og afgørende sæt.

Danskernes medvind fortsatte til gengæld ikke i tredje sæt, og parret fra Hongkong kom efter kort tid foran 7-2. Boe og Mogensen viste i perioder, hvorfor de er det topseedede par i den danske turnering.

Det var dog først ved 17-17, at danskerne kom op på siden af deres modstandere, og der var dermed lagt op til en dramatisk afslutning.

Dramatisk blev det. Først 18-18, så 20-18 og dansk matchbold. Til sidst kunne danskerne trække sig sejrrigt ud efter en nervepirrende kamp.

I kvartfinalen bliver modstanderne dansk, men om det bliver Mads Conrad-Petersen og Mads Kolding eller Kasper Antonsen og Niklas Nøhr er endnu ikke afgjort.