Tophold rev ishockeyligaen over - Bulldogs tabte igen

Odense Bulldogs tabte tirsdag til Aalborg Pirates og er 30 point efter Rungsted Seier Capital.

Der var ingen pardon eller medlidenhed, da de regerende mestre fra Aalborg Pirates tirsdag aften besøgte Odense Bulldogs og Odense Isstadion.

Odense Bulldogs fik stryg med 3-1, og blev med nederlaget presset yderligere i bund som isligaens bundhold.

Samtidig rev topholdene for alvor ligaen over i to dele, hvor top-4 er gået i udbrud og har slået et hul på 14 point eller mere til de øvrige hold.

Forskellen på topholdene og resten bliver således større og større i landets bedste ishockeyrække.

Tirsdag vandt de fire bedste mandskaber - Rungsted Seier Capital, Sønderjyske, Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks - alle deres kampe og øgede dermed forspringet fra fjerde- til femtepladsen til 14 point.

Førerholdet Rungsted vandt med 3-2 ude over økonomisk truede Hvidovre Fighters.

Sønderjyske slog på egen is Rødovre Mighty Bulls med 4-2, mens Frederikshavn i udekampen mod Herning Blue Fox havde problemer. 

Nordjyderne hev sejren hjem i en afgørelse på straffeslag, efter at den ordinære kamp var endt 1-1.

Rungsted topper Metal Ligaen med 44 point foran Sønderjyske med 37 og Aalborg og Frederikshavn med hver 36 point. På femtepladsen har Herning 22 point.

Odense ligger sidst med 14 point - fire point færre end Esbjerg.

Oversigt

    Oversigt