Toppolitiker tilstår vold mod kvinde

En af Svendborgs meget indflydelsesrige politikere, Venstres Morten S. Petersen, er havnet i en voldssag, hvor han kan risikere alt fra bøde til fængsel.

Sagen kan i sin yderste konsekvens blive ødelæggende for hans politiske fremtid. Han skal for retten den 22. september, skriver Fyns Amts Avis.

Morten S. Petersen er tiltalt for et voldeligt overfald på en kvindelig lejer. Han er tiltalt efter straffelovens paragraf 244, der kan give op til tre års fængsel. Og han erkender det faktiske handlingsforløb, som det er beskrevet i anklageskriftet. Kvinden brækkede højre håndled ved overfaldet.
- Men jeg føler mig bestemt ikke som en voldsmand, siger han til Fyns Amts Avis.

Det hele begyndte da også som et banalt skænderi, som endte med, at Morten S. Petersen gav den kvindelige lejer et skub, så hun væltede omkuld. I faldet brækkede hun håndleddet.
- Det er rigtig, at jeg skubbede til hende. Men jeg havde bestemt ikke forestillet mig, at det kunne få så alvorlige følger. Det er jeg dybt ulykkelig over, siger Morten S. Petersen.

Overfaldet blev øjeblikkelig meldt til politiet. Og i går blev begge parter så orienteret om, at der vil blive rejst en sag.

Oversigt

    Oversigt