Tordenvejr rammer festival - lige når hovednavnet går på

Når Eddie Vedder går på scenen lørdag aften, kan det være i silende regn med tordenbrag.

Årets Heartland Festival på Egeskov Slot åbnede fredag eftermiddag med høj sol og over 20 grader. Det gode vejr fortsætter desværre ikke for festivalgæsterne på Sydfyn.

Lørdag forudser både TV 2 Vejret og DMI, at det bliver skyet, og lørdag aften trækker en front med regn og torden ind over festivalområdet. 

Ifølge den norske vejrtjeneste YR vil tordenvejret begynde omkring 20-tiden lørdag aften og vare nogle timer frem.

Det falder uheldigvis sammen med ét af festivalens største navne, den amerikanske rockstjerne Eddie Vedder, der går på scenen omkring klokken 22 foran op imod 12.000 tilskuere på den store scene. Heartland kunne fredag eftermiddag kort før åbningen melde udsolgt.

De danske vejrtjenester er uenige om, hvornår uvejret rammer, og hvor længe det varer. DMI regner med, at nedbøren starter allerede om eftermiddagen og fortsætter helt til søndag morgen, mens TV 2 Vejret forudser, at nedbøren først kommer kort før midnat, når Eddie Vedder er gået på scenen.  

Selv om sommervejret holder en pause lørdag, kan Heartland-gæsterne se frem til en søndag med sol, dog med temperaturer under 20 grader.

Oversigt

    Oversigt