I det fynske folks tjeneste

Totalt nedbrud i regionens patientjournaler

02:11

En opdatering af Region Syddanmarks elektroniske journalsystem COSMIC gik galt i nat. Det betyder, at alle sygehusene onsdag må køre på nødberedskab.

Nødberedskabet har ingen umiddelbare konsekvenser for behandlingskvaliteten, men patienter kan opleve forsinkelser og aflysninger.

En planlagt opdatering af det syddanske elektroniske journalsystem Cosmic gik i nat desværre ikke som forventet. Det betyder, at journalsystemet ikke er tilgængeligt for sygehusene i hele regionen i de kommende timer, mens opdateringen bliver rullet tilbage.

Sygehusene har adgang til en række omfattende nødberedskaber og kan blandt andet benytte et separat elektronisk journalsystem, hvor oplysningerne er opdateret 30 dage tilbage og frem til klokken 24 natten til i dag. Derfor vil akutte patienter og patienter, der allerede er indlagt, kunne behandles med minimale forsinkelser. 

Forsinkelser på kontrol og ambulant behandling

Patienter, der er indkaldt til for eksempel fast kontrol på et af de Syddanske sygehuses ambulatorier, kan opleve forsinkelser og aflysninger, men skal indtil videre møde op som normalt med mindre, de har hørt andet. 

– Vi er frygteligt kede af de gener og irritationer, som nedbruddet giver vores patienter. Vores personale gør alt hvad de kan for at løse situationen så godt som muligt lige nu, og så må vi bagefter undersøge, hvad vi kan gøre for at forebygge, at noget lignende gentager sig, siger administrerende direktør på Odense Universitetshospital Niels Nørgaard Pedersen. Odense Universitetshospital er systemejer på Region Syddanmarks journalsystem COSMIC.

Ved du noget? Så send os et tip