-
Sejl og surf samtidig - det bliver nu muligt i Svendborg Havn
Svendborg Havn kan som den første havn i Danmark tilbyde gratis trådløs netforbindelse til alle sine sejlende gæster. Kommunen forventer, at der vil være stor interesse for den nye service fra de mange lystbådsturister, der hvert år ligger til kaj i Svendborg.
Det nye trådløse netværk er opstillet i samarbejde med TDC og er allerede i drift. Hele sommeren vil netværket være gratis at bruge, men efter en tre-måneders introduktions-periode skal brugerne betale gebyr.
Svendborg Havn bliver årligt besøgt af mellem 12 og 15.000 lystbåde, og de næste tre måneder kan alle gæster få adgang til internettet blot de har en bærbar computer med ombord.
- Vi vil gerne være med helt fremme, og vi tror at på længere sigt, vil gæsterne forlange, at der er adgang til nettet, siger Lasse Krull, der er formand for Svendborg Kommunes it-udvalg.
Gæsterne i havnen får adgang til netværket via en række bokse, der er sat op på havnens bygninger. Hele den indre havn vil være dækket af det trådløse netværk.
Når introduktionsperioden er forbi er det meningen, at lystsejlerne skal købe sig adgang til nettet for nogle timer eller dage af gangen. Et døgns netadgang kommer til at koste omkring et par hundrede kroner.