I det fynske folks tjeneste

Trafikeret vej i det centrale Odense ensrettes i flere dage

Det sidste stykke af Hjallesevej bliver ensrettet hele vinterferien. Bilister skal derfor ud på en omvej i det centrale Odense.

Enden af Hjallesevej - her ved overgangen til Albanigade - ensrettes i vinterferien. Foto: Google

I vinterferien bliver enden af Hjallesevej ensrettet. Det oplyser Odense Letbane.

Cirka 50 meter af Hjallesevej i retning ind mod byen ved Benedikts Plads bliver ensrettet, fordi der skal anlægges en ny helle i midten af vejbanen.

Ensretningen gælder det første stykke op mod Albanigade og Benedikts Plads.

 

Læs også Endnu en omvej i Odense: Nu bliver central park også afspærret

Cyklister og fodgængere kan fortsat passere i begge retninger. Foto: Odense Letbane

 

Der er derfor omkørsel for biler via Kragsbjergvej og Reventlowsvej.  Cyklister og fodgængere kan fortsat passere i begge retninger.

Udføres i vinterferien

Ifølge Odense Letbane bliver arbejdet lavet i uge 7, hvor skolerne i Odense Kommune holder vinterferie.

Vejarbejdet vil foregå mellem mandag den 11. februar og fredag den 15. februar, så trafikken bliver generet mindst muligt.

Odense Letbane forventes at være klar til at køre i december 2020.

Når letbanen står klar, vil der være bygget en station ved Benedikts Plads. Letbanesporet, der kommer til at være fra Odense Banegård Center og langs Albanigade, vil dreje ned ad Benediktsgade, hvor letbanen fortsætter ud mod Nyborgvej.