I det fynske folks tjeneste

Trafikeret vej ensrettes i flere uger

Etableringen af den kommende letbane betyder nu, at Rugårdsvej bliver ensrettet i krydset ved Østre Stationsvej de næste tre uger.

Fra mandag morgen bliver Rugårdsvej ensrettet i krydset ved Østre Stationsvej. Foto: Google Maps

Nu må bilisterne i Odense vænne sig til, at endnu en vej i centrum bliver ensrettet for en periode. Denne gang gælder det Rugårdsvej, som fra mandag bliver ensrettet i krydset ved Østre Stationsvej.

- Fra mandag den 12. november og cirka tre uger frem er Rugårdsvej lukket for indkørsel fra Vestre og Østre Stationsvej. Omkørsel via Fjordsgade, skriver Odense Letbane.

Ensretningen af Rugårdsvej skyldes, at entreprenørerne i de kommende uger skal arbejde på tværs af Rugårdsvej. Derfor omdirigeres bilisterne i stedet via Fjordsgade.

Klar til indvielse om to år

Ensretningen af Rugårdsvej ventes at blive ophævet i begyndelsen af december, hvor arbejdet forventes at være overstået på strækningen. 

Når første etape af Odense Letbane efter planen åbner i slutningen af 2020, bliver der i alt 26 stationer på linjen fra Tarup i nord til Hjallese i syd. 

Hele den 14,5 kilometer lange tur fra Tarup til Hjallese forventes at komme til at tage omkring 42 minutter.

Mens vejarbejdet pågår er der omkørsel via Fjordsgade. Foto: Odense Letbane