Trafikken gået i stå på Storebæltsbroen

Trafikken snegler sig af sted på Storebæltsbroen anden juledag, hvor mange julerejsende er på vej hjem i blæsten. Stormen Urd rammer Fyn mandag aften.

En kombination af julerejsende og stærk blæst har mandag eftermiddag nærmest sat trafikken i stå på dele af Storebæltsbroen. 

Det er særligt strækningen fra Fyn til Sprogø, hvor bilerne snegler sig af sted, oplyser Vejdirektoratet. Køen er imod fire kilometer lang. 

I forvejen har TV 2 Vejret, Sund og Bælt og Vejdirektoratet bebudet, at der er risiko for, at Storebæltsbroen lukker helt for trafik omkring midnat på grund af stormen Urd, der rammer hele landet anden juledag og natten til tirsdag. 

Stormen Urd er på vej mod Danmark med storm i middelvinden og vindstød af orkanstyrke. Ifølge TV 2 Vejret er det nord- og vestjyderne, der bliver hårdest ramt af fuld storm med vindstød af orkanstyrke.

På Fyn lyder TV 2 Vejrets seneste varsel, at Fyn vil blive ramt af storm mellem klokken 18 anden juledag og frem til tirsdag morgen klokken seks.

- Jo længere vi kommer ud på aftenen, jo kraftigere bliver vinden, siger meteorolog Danny Høgsholt.

- Vær opmærksom på restriktioner eller måske lukning af Storebæltsbroen, som aftenen og natten skrider frem, fortsætter han.  

 

 

 

Oversigt

    Oversigt