I det fynske folks tjeneste

Trafikministeriet stopper togkøb til Fyn

Trafikministeren har stoppet DSB i at handle 25 nye togsæt. Togene skulle blandt andet have kørt på fynske strækninger.

-

Trafikministeren har stoppet DSB i at handle 25 nye togsæt. Togene skulle blandt andet have kørt på fynske strækninger.
Togsættene har en pris af 700-800 millioner kroner.
Samtidig skal DSB som selvstændig offentlig virksomhed betale 1,5 milliarder kroner mere til staten i udbytte end forventet, skriver Berlingske Tidende tirsdag.

Tog skulle køre på Fyn
Ifølge avisen har DSB\'s topchef Keld Sengeløv fået en telefax, hvor Trafikministeriet afviser at imødekomme ønsket om at investere i nye IC2-tog. Det var DSB\'s intention, at togene skulle bruges til at betjene
kunderne på lokale strækninger blandt andet på Fyn. Ministeriets afslag hænger formentlig sammen med, at ministeriet ikke ønsker, at DSB har for mange tog, hvis flere togstrækninger end de nuværende i Vestjylland bliver udliciteret.

DSB skal betale mere af udbyttet
Den nye VK-regering har også strammet skruen over for DSB med hensyn til betaling af udbytte af DSB\'s overskud. DSB har tidligere tilbudt staten at aflevere ekstra en milliard kroner i udbytte, men kort tid før regeringen fremlægger sit finanslovsforslag, er den nu indstillet på at hente yderligere 500 millioner kroner over to år. Keld Sengeløv siger, at han håber, at det politiske system vil kvittere for, at DSB over en treårig periode kan aflevere halvanden milliard mere end forventet.

/ritzau/

Ved du noget? Så send os et tip