Trafikselskaber vil have penge af minister

Mange af landets busruter nedlægges til næste år på grund af de stigende dieselpriser. Kun penge fra staten kan forhindre udviklingen, siger trafikselskaberne.

Langt færre busser eller flere penge fra statskassen.

Så klar er meldingen fra Trafikselskaberne i Danmark i et brev, der mandag blev sendt til trafikminister Carina Christensen (K) forud for et møde med ministeren den 19. august.

- Vi står i en meget alvorlig situation, og får vi ikke tilført ekstra penge, så går det hårdt ud over passagerne og fjerner en del af fundamentet for busserne i Danmark, siger Steen Møller (K), der er formand for trafikselskaberne og for Fynbus.

Det er den højere rente og de stigende dieselpriser, der betyder, at der kommer til at mangle omkring seks procent af budgettet til busdriften til næste år. Derfor forventer trafikselskabet Movia i København, at hver tiende bus i hovedstaden skal spares væk og Nordjyllands Trafikselskab (NT) i Aalborg frygter, at op imod hver femte busrute nedlægges, hvis ikke de ekstra penge bliver fundet.

Oversigt

    Oversigt